Paul Onuachu, Awer Mabil og Evander Ferreira jubler over scoringen til 1-0. De tre var FCM’s farligste offensive aktører i udesejren over Randers. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Topscoreren sikrede FCM-sejr i regnfuldt Randers-møde

Jørn Just Kristensen 

Paul Onuachu var manden i centrum, da FC Midtjylland landede en ny sejr mod yndlingsfjenden Randers FC

FODBOLD 17 kampe i træk uden nederlag lyder FC Midtjyllands flotte stime mod Randers FC efter dagens midtjyske sejr på Cepheus Park i Randers.

Men FCM måtte arbejde hårdt for sejren mod yndlingsmodstanderen på en tung, regnfuld bane.

Mestrene vandt det livlige, tætkæmpede opgør 2-1.

Paul Onuachu var i centrum for de afgørende midtjyske aktioner. Efter bare to minutters spil lod han sig falde ned i banen, vendte med bolden og spillede Awer Mabil fri i dybden med en timet og velafmålt aflevering, som Awer Mabil tog godt med og chippede hen over Patrik Carlgren i Randers-målet til 1-0.

Snydt for scoring
Midt i halvlegen blev Paul Onuachu snydt for en scoring. Velspillende Evander Ferreira blæste et langskud ud af de brasiliaske støvler, og Patrik Carlgren gav et retur, som Onuachu flugtede i mål. Liniedommeren flagede for offside, men det var forkert, viste tv-billederne.

FCM havde også to forsøg på stolperne og et par andre gode muligheder i den chancerige første halvleg.

Men randers spillede også fint med og havde også deres muligheder. Kronjyderne kunne måske godt have fået et straffespark til norske Benjamin Stokke. Og værterne fik også udlignet. Efter to indlæg i træk kom østrigske Marvin Egho fri til hovedstød og passerede Jesper Hansen i ulve-buret.

Chance-rytmen faldt i kadence efter pausen. Men Paul Onuachu havde en stærk aktion mere i ærmet. Efter en lille time endte en indstuderet hjørnesparkskombination hos nigerianeren. Erik Sviatchenko headede bolden på tværs til Onuahu, der formåede at pille bolden ned midt i feltet og finde plads til venstresparksben fra tæt hold. 2-1.

FCM forsvarede sig godt derefter og virkede i kontrol, men med kun ét målsforspring levede spændingen selvsagt til sidste fløjt.

Med sejren holder FCM presset på FC København i Superligaens topstrid. Københavnernes er efter deres 6-1-sejr i Horsens dog stadig tre point foran mestrene fra Midtjylland.

Næste kamp er på fredag, når OB kommer på besøg på MCH Arena.