Den kommende politistation tager form, og byggeriet er ved at nå i niveau med Haraldsgade. Betonelementerne bliver monteret frem til midten af februar, hvis planen holder. Foto: Henrik Ole Jensen

Byggeriet af politistationen i Herning i fuld gang: Store forandringer i Haraldsgade

Palle Heering Nielsen 

I de kommende måneder vil betonelementerne blive monteret på byggepladsen i Haraldsgade

HERNING Byggeriet af den nye politistation til Lokalpolitiet i Herning skrider planmæssigt frem, og der sker store forandringer i området ved Haraldsgade i øjeblikket.

Fundamentet til bygningen er støbt færdigt, og lige nu rejser betonelementerne sig og er ved at være nået op i niveau med vejen.

- Det kører efter planen. Vi skal have bundet elementerne sammen, og de bliver støbt sammen med armeringsjern, fortæller projektleder Jørgen Andersen fra KPC.

Vejen lukket af
Før jul vil stueplan blive rejst, og Jørgen Andersen forventer, at arbejdet med at montere betonelementer er færdigt i midten af februar.

I perioder vil Haraldsgade være lukket i området ved byggepladsen.

- Kranen kan ikke nå fra den ene ende af pladsen til den anden, så vi har fået tilladelse til at lukke vejen af én gang for hver etage i så kort tid som muligt, fortæller projektlederen.

Der bliver stillet gule skilte op med de datoer, hvor trafikken er berørt af arbejdet med kranen.

Når betonelementerne er på plads, skal bygningen lukkes af, så det indvendige arbejde kan gå i gang. Samtidig vil murere gå i gang med deres arbejde på facaden.

Kælderen kommer til at rumme depoter og andre rum samt parkering for politiets egne biler.

Bygning i fire niveauer
I stueetagen bliver der indrettet detention, venterum, afhøringslokaler samt information, hvor borgerne kan henvende sig.

På første sal får døgnberedskabet lokaler, mens efterforskningsafdelingen og driftsafdelingen kommer til at arbejde på anden sal i bygningen.

Budgettet er på 57 millioner kroner, hvoraf de 49 millioner er til selve byggeriet. Efter planen skal politiet tage bygningen i brug i december 2019. 67 personer kommer til at arbejde på stedet.