Svenske ishockeyfans brugte 276 millioner kroner under VM i Danmark i maj, viser rapport fra Visit Denmark og professionshøjskolen UCN. Dermed var svenskerne de ishockeyturister, der brugte flest penge i Danmark. I det midtjyske blev der lagt 312 millioner kroner. Foto: Flemming Hansen

Rapport: Ishockey-VM gav turisme for en milliard kroner

Ishockeyturister brugte 967 millioner kroner i København og Herning under VM i maj, viser ny rapport

HERNING Værtskabet for VM i ishockey tidligere på året gav Danmark øget turisme for en lille milliard kroner.

Det viser en rapport fra Visit Denmark og professionshøjskolen UCN.

I alt spenderede 177.525 ishockeyturister, heraf 101.911 udenlandske, sammenlagt 967 millioner kroner under VM-turneringen, der blev afholdt i Herning og København fra 4. til 20. maj.

Det er et rekordstort turismeforbrug for en sportsbegivenhed i Danmark, konkluderer rapporten.

Direktør i Danmarks Ishockey Union (DIU), Ulrik Larsen, er imponeret over tallene. Han forklarer, at der på forhånd var en del skepsis i forhold til, hvorvidt værtskabet ville ende som en succes.

- Før vi fik VM, var vi ude at plædere for, at der ville komme så mange udenlandske turister til Danmark, at ingen næsten ville kunne forstå det. Det kom til at passe.

- Jeg kan godt forstå, at det var svært at tro på, fordi ishockey ikke fylder så meget i Danmark.

- Men det fylder meget i andre europæiske lande, så da VM kom til Danmark, kom udlandet også med, siger Ulrik Larsen.

Den udenlandske turismeomsætning landede på i alt 787 millioner kroner, konkluderer rapporten. De sidste 180 millioner kroner kom fra danske turister.

655 millioner kroner blev lagt i København og 312 millioner kroner i Midtjylland.

Svenskerne var den turistgruppe, der lagde flest penge, da de sammenlagt brugte 276 millioner kroner under VM.

Lars Lundov, der er direktør i Sport Event Denmark, er også imponeret over tallene i rapporten.

Han fortæller, at VM i landevejscykling i 2011 i Nordsjælland hidtil har været anset som den sportsbegivenhed i Danmark, der har genereret den største turismeomsætning med 232 millioner kroner.

- Så en øget turismeomsætning på over 900 millioner kroner for VM i ishockey er voldsomt, siger Lundov.

- Ishockeysporten er god til at tiltrække fans, der rejser ud til VM hvert år. Samme tendens ser man ikke i eksempelvis håndbold. Der er tilskuerne ikke ligeså rejsevillige, og flere foretrækker at se det bag tv-skærmen, mener direktøren.

Både Sport Event Denmark og DIU kan sagtens være fristet af at byde på endnu et ishockey-VM i fremtiden.

- Det er helt klart en event, vi gerne vil have igen. Men det vil nok have lange udsigter.

- Til næste år kan det være, at værtskaberne til VM i 2023, 2024 og 2025 bliver fastlagt, så det kan nok tidligst blive i 2026, siger Lars Lundov.

Direktør i DIU, Ulrik Larsen, ser også muligheder for en VM-gentagelse en gang i fremtiden.

Ulrik Larsen fortæller, at ishockeyunionen har fået et overskud på 13 millioner kroner på VM. De penge skal bruges til at udvikle dansk ishockey.

- Før vi i 2014 fik tildelt VM, var mange danske klubformænd skeptiske over for, om vi havde styr på, hvad vi gik ind i med en event med en omsætning på 120-130 millioner kroner. Hvad hvis det gav et stort minus?

- Nu spørger de samme bestyrelsesformænd, hvornår skal vi have det igen, siger Ulrik Larsen.

Visit Denmark og UCN-rapporten er baseret på interview med 912 ishockeytilskuere, der er blevet spurgt ind til deres pengeforbrug.

Omsætningen fordeler sig blandt andet på overnatning, mad, transport, shopping og billetter til kampene.

/ritzau/