19-årige Peter Eg Larsen debuterede for Herning Blue Fox i søndags og fik kærligheden at føle mod Odense. Nu har han skrevet kontrakt med Blue Fox. Foto: Flemming Hansen

Blue Fox skriver kontrakt med to lokale talenter

Thomas Damm 

David Vesterby og Peter Eg Larsen er nu på kontrakt hos »rævene«

ISHOCKEY Herning Blue Fox har bygget ekstra på fremtiden med kontrakter til 2 af Byens Rødder. Dermed har endnu et par talenter af Herning Ishockey Klub taget det næste skridt til Metal Ligaen.

23-årige David Vesterby har i de seneste to sæsoner sværmet omkring Blue Fox-mandskabet og har i indeværende sæson spillet hele 15 kampe. Trænerteamet føler, at David Vesterby er klar til at tage springet endeligt til den bedste række i Danmark, hvilket også er blevet bevist gennem hårdt arbejde, kynisme og en altid stor indsats på og udenfor banen. Kontrakten gælder for resten af denne sæson.

Overtager farens nummer
Også en anden angriber, 19-årige Peter Eg Larsen, har allerede fået en flot debut hos rævene. Peter Larsen er flasket op med ishockey, da han er søn af den tidligere Blue Fox-spiller og direktør og nuværende direktør hos Danmarks Ishockey Union, Ulrik Larsen. Han har fået en kontrakt, der gælder næste sæson med.

Peter Larsen har forinden den nuværende sæson også spillet to sæsoner i den tjekkiske juniorliga, et ophold der har formet Herning-angriberen til nu at tage det endelige spring.

Peter Larsen har overtaget faderens genkendelige nummer 17 på ryggen.