Kaj Mogensen møder op med sit hestespand til julestuen. Han har trådt sine barnetræsko på Resenborgvej i Kølkær og kører også ture ved Søby Marked. privatfoto

Mød strikkekonen og brygmesteren til brunkulsmuseets julestue

Kunstige lys og ægte heste sætter julestemningen på brunkulsmuseum

SøBY Søby Brunkulsmuseum arrangerer for første gang en julestue, og det sker lørdag 8. og søndag 9. december. Museet bestræber sig på, at julestuen bevæger sig så tæt som muligt på en gammeldags jul. Det fortæller de i en pressemeddelelse.

- Julen var ofte ret beskeden under primitive forhold i klondikebyen, fortæller formand Jan Svendsen.

En historie går på, at en familie simpelthen lånte lysene til et juletræ, når en anden familie var færdige med at danse om juletræet. Alligevel hænger mindet om julen i brunkulslejerne sammen med hygge og samvær med juleklip og husflid.

- Den stemning vil vi gerne genopleve under så ægte former som muligt.

Dog bliver de levende lys skiftet ud med kunstige lys, og det skyldes brandfaren i de gamle huse, som alle vil stå åbne under julestuen.

Strikkekone og brygmester
Derimod er det rigtige heste, som tilbyder en gratis tur i »julekane« i nærmeste omegn. Museet får også besøg af strikkekonen og et par af de daglige guider.

I forsamlingshuset bliver der arrangeret juleklip for børn, som også kan male på sten. Rundt på museet bliver vist husflid på arbejdende stande med pileflet, mos- og juledekorationer, figurer af træ og genbrugsmaterialer, trædrejning og produkter fra Ikast Mikrobryg, hvorfra brygmesteren selv er til stede lørdag.

Når entreen er betalt - og børn under 12 år kommer gratis ind - byder museet på to æbleskiver, the/kaffe med eller uden Richs og en gammeldags sodavand til børnene. Derudover er det muligt at købe flere æbleskiver, kage, gløgg og andre drikkevarer.

Butikken sælger også juletræer og har mange ideer til adventspakker, julekalender, pakkeleg og små julegaver.