Den kendte og kreative blomsterkunstner Johnny Haugaard giver gode ideer til årets juledekorationer. Foto: Privatfoto

Blomsterkunstner giver gode råd til jul

HERNING Som afslutning på en god og aktiv sæson i Herning Havekreds inviterer havekredsen torsdag 15. november til en juleinspirationsaften i HaveOasen, Vejlevej 23.

Kredsens sidste arrangement bliver med den kreative, landskendte blomsterkunstner Johnny Haugaard, som man har kunnet følge i tv, hvor han har vist, hvordan man får ideer til at lave Danmarks flotteste juleudstilling sammen med en masse frivillige.

- Herning Havekreds er utroligt glad for, at Johnny har sagt ja til at komme og give os inspiration til, hvordan man kan pynte op til jul på en kreativ og spændende måde, siger formand for Herning Havekreds Annelise Ottesen.

Der vil som sadvanlig være stort amerikansk lotteri med mange fine gevinster blandt andet nogle af de spændende dekorationer, som Johnny Haugaard har lavet. Lodder sælges ved indgangen.

- I år er det vigtigt, at man husker at medbringe en stol, for vi håber og forventer, at der kommer mange. Og alle er velkomme, så mød op og få en fantastisk spændende aften sammen med os og Johnny Haugaard. Der er selvfølgelig også gløgg, kaffe og æbleskiver, lokker Annelise Ottesen.

I løbet af året har Herning Havekreds inviteret til foredrag, havevandringer, busture, plantemarked, påskeinspiration, svampetur med mere. Kredsen har haft god tilslutning fra medlemmerne, oplyser Annelise Ottesen, der også fortæller, at planlægningen af et nyt og spændende pogram for 2019 er ved at være på plads.