Foto: Martin Ballund

Tip til politiet førte til narkofund og anholdelser i Herning

En mand og en kvinde blev anholdt, da politiet fandt narko på deres bopæl

Herning En 53-årig mand og en 52-årig kvinde fra Herning er blevet anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på videresalg.

Politiet havde fået et tip om, at der kunne være narko på deres bopæl i Herning, og de civilklædte betjente fra Flex-patruljen rykkede ud for at ransage.

Det førte til fundet af 29.72 gram brun heroin og 1,91 gram kokain. Politiet beslaglagde også 500 pølsemandsposer, en digitalvægt med spor efter narko, en mobiltelefon, 3650 kroner i kontanter samt en peberspray.

Politiet vil i løbet af mandagen fremstille de to personer i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.