HiFi Klubben inviterer til koncert – i mørke

For at udfordre måden man lytter på, inviterer HiFi Klubben til intimkoncert i mørke

HERNING Når en sans lukkes ned, skærpes de resterende, og når man ikke kan se, får man mulighed for at lukke op for lyttesansen på en måde, man ikke er vant til. For at udfordre, hvordan vi lytter, afholder HiFi Klubben på Østergade i Herning »Lyt i mørket« - en gratis, intim minikoncert i mørke med artisten Gorm Bull. Det fortæller de i en pressemeddelelse.

- Ved at afholde en mørklagt koncert med en lokal og upcoming kunster vil vi give folk en unik lytteoplevelse. Vi dæmper lyset i butikken, giver publikum en natmaske for øjnene, og samtlige mobiltelefoner bliver slukket, siger Martin Kjær Skou, der er ansvarlig for »Lyt i mørket« hos HiFi Klubben i Herning.

- Det skal udfordre den måde, vi lytter på. I totalt mørke, uden afbrydelser og med behagelig akustisk livemusik i ørene vil vi åbne høresansen på en helt ny måde, pointerer han.

Vi skal lytte mere
En undersøgelse, som YouGov lavede for HiFi Klubben tidligere på året i forbindelse med kampagnen Welcome Listeners, viser, at 90 procent af borgerne i Region Midtjylland kommer i bedre humør af at høre musik, og samtidig vil 38 procent ønske, de havde mere tid til at lytte til musik. HiFi Klubben i Herning ønsker at adressere udviklingen og inspirere til mere fokuseret lytning, og med »Lyt i mørket« byder de bogstaveligt talt lytterne velkommen.

– Vi lytter for lidt til hinanden, og mange af os er også holdt op med at lytte til musikken, der ofte er skubbet i baggrunden som et lydtapet, der kører døgnet rundt. Hver gang vi virkelig lytter efter - lytter til vores børn, til os selv og hinanden – er det et skridt i den rigtige retning. Ud over at give en god lytteoplevelse håber vi med de intime koncerter at inspirere folk til at fordybe sig i musikken, siger Martin Kjær Skou.

Koncerten løber af stablen hos HiFi Klubben på Østergade i Herning mandag 12. november. Der skal reserveres plads på forhånd.