Herning-keeper holder buret rent med 31 redninger i Toronto-sejr

Frederik Andersen var en af kampens helt store profiler, da Toronto Maple Leafs natten til søndag vandt i NHL.

ISHOCKEY Den herningensiske NHL-målmand Frederik Andersen diskede op med 31 redninger og blev på intet tidspunkt passeret, da Toronto Maple Leafs på udebane besejrede Pittsburgh Penguins i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Andersen og co. vandt med hele 5-0 i opgøret natten til søndag dansk tid.

Med den imponerende sejr indtager Toronto andenpladsen i Eastern Conference med 18 point efter sæsonens første 14 kampe. Tampa Bay Lightning har et enkelt point mere som nummer et.

Andersens holdkammerat Morgan Rielly scorede to af gæsternes mål, mens John Tavares, Patrick Marleau og Zach Hyman stod for de øvrige scoringer.

Efter kampen var Andersen en af de tre spillere, som NHL udpegede som de såkaldte Three Stars - kampens tre bedste spillere.

Det var 16. gang i karrieren, at Andersen holdt målet rent i NHL.

Den danske målmand, der altså reddede 31 ud af 31 skud, var også godt spillende, da Toronto mødte Pittsburgh tidligere på sæsonen.

Til trods for at det ved den lejlighed blev til et 0-3-nederlag, så reddede Andersen 36 ud af 37 skud, inden Pittsburgh scorede to gange i tomt net, da Toronto skiftede en ekstra mand ind for at jagte en scoring i slutningen af kampen.

Danske Lars Eller var også i aktion i NHL natten til søndag.

Sammen med Washington Capitals måtte han på hjemmebane dog se sig besejret af Dallas Stars med cifrene 3-4 efter forlænget spilletid.

Eller lagde undervejs op til Capitals’ reducerende 2-3-scoring. Han står noteret for tre mål og fem assister i sæsonen indtil videre.

/ritzau/