En lykkelig band-familie

HERNING Anne Dorte Michelsen med band - og Billy Cross - kan opleves på Fermaten fredag aften. Anne Dorte Michelsen er ubetinget én af Danmarks mest populære sangerinder og har skrevet nogle af de største danske hits gennem tiden. Hendes solo-gennembrud »Mellem dig og mig« blev produceret af Billy Cross og indeholdt blandt andet hendes hit »Jeg har lagt mine våben for dig«.

Samarbejdet hvilede i 25 år, men blev vakt til live igen, da Billy Cross blev kaldt i studiet for at spille med på og producere det seneste album »De voksnes rækker«. Nu tager de et stjernehold af musikere med sig på tur og aftenen vil både byde på nye numre og en lang række kendte sange fra Cross og Michelsens parløb op gennem 1980’erne: »Jeg har lagt mine våben«, »En lykkelig familie«, »Ingen i verden«, »Magneter« og mange flere.

I Anne Dorte Michelsen og Billy Cross’ samarbejde står sangene og de historier og følelser, de formidler, i centrum. Billy Cross’ baggrund i den stærke amerikansk rock og folk tradition har givet ham helt særlige forudsætninger for at forstå og formidle Michelsens renfærdige, enkle og virkningsfulde tekster og kompositioner. Han leder orkesteret ind i en intens dialog med Michelsens sange, så hvert komma står klart, og sangenes betydningen bæres ud til publikum, samtidig med at orkesteret folder musikken ud med stort temperament og overskud.

Hver for sig har Anne Dorte Michelsen og Billy Cross gennem lange karrierer formået at forny sig og fastholde et stort og trofast publikum i forskellige musikalske sammenhænge.

Senest blev Anne Dorte Michelsens position som en af sin generations vigtigste, danske sangskrivere cementeret i tv-programmet »Toppen af Poppen«, hvor unge og ældre kolleger havde glæde af at fortolke sange fra hendes store katalog af iørefaldende pophits og rørende ballader.