Politiet uddelte bøder for 19.000 kroner til fodboldfans: Tre af dem var fra … OB
Tre karantæneramte OB-supportere troppede op til gårsdagens kamp mellem FC Midtjylland og Brøndby IF og blev spottet af politiet
Herning Fire tilskuere til Superligakampen mellem FC Midtjylland og Brøndby IF i aftes får færre penge at købe julegaver for i år.
Tre supportere fra OB var mødt op i Herning, selv om de har national karantæne fra fodbold, og de blev spottet af betjente fra lokalpolitiets flexpatrulje.
De står hver til en bøde på 5000 kroner for at overtræde loven om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder.
En 23-årig mand fra Kibæk trak ifølge politiets oplysninger en sort og rød »røverhue« ned over hovedet, og dermed overtrådte han maskeringsforbuddet. Det udløser en bøde på 1000 kroner i førstegangstilfælde.
- Er det i forbindelse med uro, kan bøden stige markant, oplyser sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.
Da betjentene ville sigte den 23-årige mand, kaldte han dem for »svin«, og det udløste en bøde på 1500 kroner for at overtræde ordensbekendtgørelsen.
Han blev vist bort, men mødte op et par timer senere, og det udløste en ny bøde på 1500 kroner for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
I alt står statskassen til indtægter på 19.000 kroner fra de fire tilskuere.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.