Topunderholdning: FCM vandt målrigt mandagsbrag mod Brøndby

Ole Bitsch 

Mestrene var bagud to gange, men sikrede sig intens sejr på 3-2

FODBOLD FC Midtjyllands danske mestre er tilbage på førstepladsen i Superligaen.

Mandag aften vandt FCM-mandskabet med 3-2 i et underholdende, medlevende og intenst brag over Brøndby, der måtte strække våben foran 10.106 tilskuere på MCH Arena.

Gæsterne, der i sidste sæson blev nummer to efter netop »ulvene«, var ellers foran to gange i Herning. Allerede efter fire minutter scorede Uffe Bech i et tomt mål, da FCM-keeper Jesper Hansen - der havde forvildet sig ud til hjørneflaget - kiksede en clearing.

FC Midtjylland svarede dog hurtigt igen ved Marc Dal Hende, der fra kanten af feltet flot helflugtede læderet i via den ene stolpe.

Brøndby kom igen i front efter en halv time. I forbindelse med et hjørnespark stod udeholdets anfører, Johan Larsson, helt fri foran FCM-feltet. Svenskeren kanonerede bolden op i målhjørnet.

Scoringen lammede mestrene, men FCM’erne fik en drømmestart på anden halvleg. Der var blot spillet to minutter, da australske Awer Mabil dukkede op i Brøndby-feltet. Offensivprofilen udlignede sikkert til 2-2.

I resten af matchen vekslede spillet og chancerne frem og tilbage mellem de to hold. Værternes Paul Onuachu var tæt på, og kort efter ramte Brøndbys Joel Kabongo træværket, da Jesper Hansen med en refleksredning fik hindret endnu en københavnsk scoring.

I stedet kunne Marc Dal Hende fordoble sin træfsikkerhed mandag aften. Efter et tungt pres smed FCM-anfører Jakob Poulsen et perfekt indlæg ind i panden af FCM-backen, som kraftfuldt headede sejrsmålet i kassen.

I slutfasen kastede Brøndby alt frem, men målmand Jesper Hansen og FCM-defensiven holdt stand.

Med sejren er mestrene atter øverst i tabellen - med samme pointantal, men med en bedre målscore end FCK. Brøndby er nu hele 13 point efter de to tophold.