Optræder i Boxen i næste uge: Mageløse Matthesen har vundet anmeldernes gunst
Anders Matthesen imponerer i 25-årsjubilæumsshow. Showet får topkarakterer efter premieren torsdag
STANDUP »Tillykke med det kvarte århundrede, Anders Matthesen. We love you madly«.
Sådan indledes Politikens anmeldelse af showet, der fejrer Matthesens 25 år i stand-up. Politiken, der uddeler hjerter, giver fem af slagsen.
Torsdag havde showet »Anden« premiere i et udsolgt Royal Arena.
Og anmeldere i mange andre danske medier hylder ligeledes Matthesens show og giver det således topkarakterer i form af fem og seks stjerner.
Ekstra Bladet understreger, at Anders Matthesen stadig er »i en klasse for sig«. Matthesen langer som sædvanlig ikke bare ud til højre og venstre, men vender også skytset indad.
- Grunden til, at han kan slippe af sted med at være så nærmest grænseoverskridende grov, er jo, at man aldrig er i tvivl om, at inderst inde er mandens moralske kompas i orden. Der er altid en dybereliggende pointe, skriver Ekstra Bladets anmelder.
Anmelderne beskriver blandt andet et overdrev af scenekunst og udstyr, som komikeren har med undervejs.
Showet, der er instrueret af Nikolaj Cederholm, inkluderer både en scene i flere etager, storskærme, pyroteknik, en kanon og et såkaldt »krænkometer«.
/ritzau/
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.