Klinik er flyttet fra Herning til Hammerum

Lene Toksvig 

Fremover behandler Malene Aksglæde muskelskader i en nyindrettet klinik på Frølundvej i Hammerum

FLYTNING Aksglæde skadesbehandler & idrætsterapeut er kommet i nye omgivelser. Indehaver Malene Aksglæde har byttet lokaktionen på Bredgade i Herning ud med Frølundvej 7 i Hammerum, og det har givet hende en nemmere hverdag. Det skyldes, at hun bor på selvsamme adresse.

- Hvis der sker noget akut, kan jeg nu sige, at de kan komme forbi med det samme, hvor jeg før selv skulle køre af sted, fortæller Malene Aksglæde.

Hun har været selvstændig siden december 2014 som certificeret sportsmassør med speciale i muskelskader. Siden har hun bygget på sin uddannelse, så hun nu blandt andet også kan kalde sig for akupunktør, kostvejleder og idrætsterapeut.

Hun behandler private, men størstedelen af klienterne er professionelle sportsudøvere.

- Delen af private bliver mindre, og den professionelle bliver større. Jeg er lige kommet ind i speedway - de har faktisk rigtig mange skader, konstaterer Malene Aksglæde med et smil på læben.

Hun tager sig også af idrætsudøvere indenfor ridning, ishockey, håndbold, badminton, squash, roning samt fodbold, så det er mange forskellige skader, hun møder.

Kunder glade for flytningen
Fremover skal de altså en tur til Hammerum, hvis de har behov for hjælp, og flere af de professionelle kunder har allerede tilkendegivet, at de er glade for, at Malene Aksglæde er flyttet til Hammerum, så ingen nødvendigvis opdager, de er på vej til en behandling.

- Jeg har aldrig tænkt over, at det var et problem med min beliggenhed og så det at være kendt, men jeg har fået at vide, de er glade for, jeg er flyttet, så det har virkelig givet fordele, at jeg er flyttet. Man gør sig jo sine tanker om at flytte væk fra midtbyen, siger Malene Aksglæde, som tog det nye kælderlokale i brug i sidste uge.

Inden det kunne lade sig gøre, skulle det have en større overhaling.

- Der var lige en masse, der skulle ordnes, men det handler om at se muligheder fremfor begrænsninger, siger Malene Aksglæde.

- Jeg er ikke for fem kroner handy - sådan noget lader jeg håndværkerne om. Man skal jo også kende sine begrænsninger, griner hun.

Lokalet bød blandt andet på huller i væggene og tæppe på gulvet. Og så var der i øvrigt ingen dør ind til kælderlokalet. Det er der nu kommet styr på, og i torsdags havde Malene Aksglæde første arbejdsdag på den nye adresse, og hun er meget tilfreds med resultatet.

- Jeg var lidt nervøs for, om det gjorde noget, at der ikke er så højt til loftet, for jeg har en del kunder, som er ret høje, men som en sagde »jeg skal allerede dukke mig alle steder«, griner hun.

Undgår ture på landevejen
I kælderlokalet klarer hun størstedelen af sine behandlinger, men det hænder, at hun bliver hyret til at tage med et sports-team på træningslejr eller til en mindre turnering, men ellers kommer idrætsudøverne til hende.

- Som udgangspunkt foregår behandlingerne her, for så kan jeg nå en del mere, end hvis jeg ligger og kører rundt på landevejene, fastslår Malene Aksglæde.

I øvrigt er hun også instruktør i Fitness World i Ikast, men her ligger der mere bag end »blot at hjælpe andre«. Det job er en del af fremtidsplan.

- Den løn er min pensionsopsparing. Jeg har en plan om at gå på pension som 55-årig, så der skal spares lidt op.

Den selvvalgte pensionsalder ligger dog et godt stykke ude i fremtiden. Her og nu handler det om at hjælpe kunderne af med deres skader. Og det sker altså nu på Frølundvej i Hammerum.