Lykkelig FCM-træner efter debutsejr: Ikke min fortjeneste

Ole Bitsch 

Kenneth Andersen glæder sig over 4-1-gevinsten i Farum, men vil ikke tage æren for de tre point

FODBOLD Han har med rette det helt store smil fremme efter slutfløjtet og lørdagens storsejr i Farum, men Kenneth Andersen - FCM’s nye cheftræner - vil ikke tage æren for mestrenes tre point mod FC Nordsjælland.

- Det taktiske aftryk, som blev sat fra FC Midtjylland her til aften, er ikke min fortjeneste, lyder det beskedent fra en smilende og lykkelig Kenneth Andersen, da han taler med Herning Folkeblad efter sin debutkamp i Superligaen.

- Sejren afspejler det stykke arbejde, der var lagt inden kampen - et arbejde, som også Bak (assistenttræner Kristian Bak Bach, red.) og Priske (assistenttræner Brian Priske, red.) har lagt i løbet af ugen. De har været med til at sige, at »sådan synes vi, at vi skal gribe tingene an«. Så det er trænerteamets fortjeneste, fastslår den nyudnævnte cheftræner for FC Midtjylland.

Lørdag aften var det et storstilet hattrick fra angriberen Paul Onuachu og en sen scoring fra indskiftede Evander Ferreira, som sørgede for de fire scoringer, der sænkede det nordsjællandske hjemmehold.

- Som hold viste vi høj moral. Ikke mindst efter udligningen i starten af anden halvleg, hvor vi kort forinden havde haft to meget store chancer for at score til 2-0. Vi svarede hurtigt igen, og derfra synes jeg, vi havde styr på resten af kampen, vurderer den tidligere U19-succestræner hos »ulvene«.

For 10 dage siden blev Kenneth Andersen præsenteret som ny cheftræner hos det danske mesterhold. Og tiden derefter har været hektisk, medgiver han.

- Det var da specielt at stå på sidelinjen i min første Superliga-kamp som træner, siger Kenneth Andersen, inden han humoristisk afslutter interviewet:

- Lige nu er der slet ikke behov for, at jeg laver noget om på taktikken. Det går da vist meget godt, griner debutanttræneren.