Teater skal give børn tro på kroppen

Søren Poder 

Nyt teaterprojekt vil sætte overvægtige børn i spil

PROJEKT Teatergruppen Muzak under Vildbjerg Amatør Teater har indledt et pilotprojekt, som har fokus på teater og sundhed for overvægtige børn i alderen 4.-6. klassetrin.

Projektets tovholder - og en af underviserne - er Line Nordentoft. Hun er videnskabelig assistent ved Aarhus Universitet og cand.mag. i dramaturgi samt ledelse og dramapædagogik. Men mange vil nok også genkende hende fra hendes medvirken i Vildbjerg Revy.

Rum for velvære
Line Nordentoft fortæller, at teaterprojektet vil skabe et rum, hvor børnene blandt andet får mulighed for at øge deres fysiske og mentale velvære samt højne deres selvtillid og tro på egen krop:

- Vores tese er også, at teateret kan være en god indfaldsvinkel til et vægttab, fordi man får et større mod på sig selv og en lyst til at sætte sig selv i spil, siger hun.

Det er ikke for sent
Teaterprojektet begyndte forleden i Huset No 7 i Herning og fortsætter til og med juni 2019. Det er et gratis tilbud med plads til 20 børn fra hele kommunen, som vil modtage to en halv times ugentlig teaterundervisning samt workshop-weekender og udflugter.

»Rekrutteringen« af børnene foretages af kommunen, men man kan også tilmelde sig direkte hos Line Nordentoft.

- Og vi har løbende tilmelding i hele oktober. Der er stadig pladser, så man kan sagtens nå at være med, siger hun.

Både midtvejs og efter projektet vil der blive lavet en evaluering sammen med børnene og deres forældre.

- Og til sidst laver vi en rapport og et udkast til et forløb baseret på vores erfaringer, som andre kan tage fat i, hvis de vil lave noget lignende andre steder, fortæller Line Nordentoft.

Kultur- og fritidsudvalget i Herning Kommune besluttede i sidste måned at bevilge 50.000 kroner til projektet med forventning om et tilsvarende beløb fra forebyggelsesudvalget. Projektet har et samlet budget på 240.500 kroner og har også søgt penge hos Dansk Folkeoplysnings Samråd og forskellige fonde.

- Vi afventer stadig svar, men har fået positive tilbagemeldinger, så vi er ikke bekymrede. Vi skal nok få det hele op at stå, siger Line Nordentoft.