Leragers perle banede vejen for dansk sejr i Herning

Jørn Just Kristensen 

Det danske landshold slog Østrig 2-0 på MCH Arena, hvor Danmark aldrig har tabt

FODBOLD Det danske landshold er stadig ubesejret på MCH Arena i Herning.

Efter sejre over Island og Norge samt uafgjort mod Tjekkiet i de tre foregående besøg blev det tirsdag aften til en sejr på 2-0 over Østrig i en venskabslandskamp. Målene blev scoret af Lukas Lerager og Martin Braithwaite

Aftenens første træffer var en fryd for øjet. Et dansk mønsterangreb over flere stationer endte med, at Pione Sisto lagde bolden til rette med hælen for Lukas Lerager, og Bordeaux-spilleren sendte den indbydende bold op i målhjørnet til 1-0 efter en halv times spil.

Scoringen vendte momentum i opgøret efter en sløj dansk start. Østrigerne var højst overraskende spildominerende i de første 20 minutter - uden dog at få ret mange målchancer ud af anstrengelserne.

Men efter Leragers flotte træffer fik danskerne fat og ramte en god periode i resten af halvlegen og det første kvarter efter pausen. Martin Braithwaite og Pione Sisto tvang den østrigske keeper, Richard Strebinger, til fine redninger, og Christian Gytkjær manglede en skostørrelse i at score på et skarpt indlæg fra venstrebacken Jonas Knudsen.

En stribe udskiftninger på begge hold slog rytmen i stykker i opgøret.

Men i sidste minut fik de 7386 fremmødte et ekstra mål at gå hjem på. Martin Braithwaite spurtede af sted i en omstilling og omsatte en stikning fra Lukas Lerager til 2-0. Angriberen fra Middlesbrough kom med lodder og trisser forbi den østrigske keeper og scorede i det tomme net.

Næste landskamp er 16. november på udebane mod Wales i UEFA Nations League.