Er det ikke?

Jette Bentsen 

HERNING »Er det ikke Sisto?«.

Sådan lød det på gågaden i går, da de to Sunds-piger Anna Rasmussen og Annika Korvig var med sidstnævntes mor på dasetur i gågaden i Herning i anledning af ferieugen.

Og jo, det var landsholdsspiller og Tjørring-dreng Pione Sisto, der sammen med nogle af fodboldkammeraterne var ude at lufte de dyre fodboldben inden tirsdagens landskamp mod Østrig.

Så de to 13-årige piger fra Sunds IF fik et sjovt billede som minde fra denne efterårsferie. Begge piger er fodboldinteresserede, og særligt Annika Korvig er »bidt af en gal fodbold« og ganske talentfuld på grønsværen.

Og det var altså langtfra første gang, hun var tæt på sine fodboldidoler. Faktisk har hun også FCM-autografer på sine fodboldstøvler.