Australsk debutmål af Mabil
Ole BitschFCM’eren scorede for Australiens A-landshold, der vandt 4-0 i Kuwait
FODBOLD FC Midtjyllands australske offensivprofil Awer Mabil fik en drømmedebut, da han i aftes fik sine første minutter for Australiens A-landshold.
FCM’eren, der i 2015 blev hentet hos Adelaide United FC i hjemlandet, scorede det sidste mål i Australiens 4-0-sejr ude over Kuwait.
Mabil fik det sidste kvarter på græsset i Kuwait City, og han kronede altså indsatsen med en træffer på en mindeværdig aften.
- Det er helt fantastisk, men det føles stadig som om, jeg drømmer. Jeg kommer aldrig til at glemme denne dag, siger Awer Mabil til socceroos.com, som er det officielle site hos Australiens Fodbold Forbund.
Fra samme flygtningelejr
Awer Mabil dedikerede sin debutscoring mod Kuwait til sin mor og sine søskende.
- De har altid hjulpet mig, når det har været svært, siger den 23-årige FCM-profil, der er af sydsudansk oprindelse, men født og opvokset i flygtningelejren Kakuma i Kenya. Siden fik han og familien opholdstilladelse og statsborgerskab i Australien.
Af samme grund var oplevelsen i Kuwait ekstra speciel for Awer Mabil. Således debuterede han i selskab med vennen Thomas Deng, som Mabil voksede op sammen med i lejren i Kakuma og senere i Adelaide.
- Det er en meget stor dag for os begge, erkender Awer Mabil, der scorede i aftes efter et oplæg fra netop Thomas Deng.
- Forhåbentlig kan vi vise vejen for andre unge australiere. Drømme kan gå i opfyldelse, hvis man arbejder hårdt og er villig til at lære, siger Mabil.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.