Herning-Ikast pryglede polakker
Ole BitschEmma Friis scorede 12 mål, da HIH vandt 31-19 over Zaglebie Lubin i EHF Cuppen
HÅNDBOLD Sæsonens første europæiske udfordring blev en behagelig en af slagsen for Herning-Ikast Håndbold.
Lørdag eftermiddag behøvede HIH-damerne ikke mange anstrengelser for at prygle polske Zaglebie Lubin i det første af to opgør i EHF Cuppens anden kvalifikationsrunde.
I IBF Arena vandt midtjyderne sikkert med 31-19 over polakkerne, der er vicemestre i hjemlandet.
Men i Ikast var Lubin-holdet, som i denne sæson har vundet alle deres kampe i den polske liga, uden chance.
Ved pausen førte Herning-Ikast med 15-9 - ikke mindst som følge af syv rene scoringer fra venstrefløjen Emma Friis. Det 18-årige stortalent fra Herning nettede i alt 12 gange på lige så mange forsøg.
En anden medvirkende årsag til storsejren var tyske Sabine Englert, HIH’s veterankeeper, som gang på gang pillede pynten af Lubins angrebsspil. Foran Englert stod desuden et effektivt og arbejdsomt forsvar, der knoklede hårdt i duellerne.
Mere plads var der til gengæld i udeholdets defensiv. Polakkerne gik ofte frem i en offensiv formation, men de mange variationer udnyttede HIH-enheden til at score en stribe lette træffere.
På seks gyldne minutter i anden halvlegs indledning fik lørdagens hjemmehold øget føringen til 20-11. Derefter var det kun et spørgsmål om koncentration og sejrens størrelse.
Fredag 19. oktober mødes HIH og Lubin i returkampen i Polen. Den samlede vinder går videre til tredje kvalifikationsrunde, som er sidste hurdle inden gruppespillet i EHF Cuppen.
Herning-Ikast skal dog i aktion inden rejsen mod øst. Allerede tirsdag aften venter Skanderborg på udebane i HTH Ligaen.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.