Ugens visit: Kreative kager med sjæl

Mathilde Bach callesen 

Man bliver helt lækkersulten, når man træder ind i butikken »Kager med sjæl«, hvor man kan bestille dekorative kager med ens yndlingsmousser

MUMS En nybagt lagkage med hvidchokolade- og jordbærmousser pynter på bordet, da Herning Bladet slår et smut forbi butikken Kager med sjæl, som 43-årige Anna Klimek står bag.

Hun er torsdag eftermiddag godt i gang med at fuldende de 13 kager, som hun skal have klar til weekendens begivenheder som børnefødselsdage, barnedåb og bryllupper.

- Jeg plejer at lave 20 kager om ugen. Men nu er vi ovre højsæsonen, hvor jeg laver rigtigt mange bryllupskager, siger Anna Klimek, som åbnede sin kager-på-bestilling-butik for knap fire år siden, nemlig tilbage i januar 2015.

Hele kageeventyret begyndte dog for seks år siden, hvor Anna Klimeks veninde spurgte, om hun ville bage en fødselsdagskage med fondanovertræk for hende. Anna Klimek var også dengang meget glad for at bage, men hun havde aldrig arbejdet med fondan før.

- Jeg elsker udfordringer, så det ville jeg gerne. Men kagen blev simpelthen så grim, fordi fondanen var alt for tør. Så jeg sagde til mig selv, at jeg aldrig ville arbejde med fondan igen, siger hun med et grin.

Alligevel spurgte veninden, om hun ville bage endnu en kage - denne gang til mandens fødselsdag. Kagen endte med at blive god - og fondanarbejdet en del bedre end ved første forsøg.

- Øvelse gør mester, siger Anna Klimek, som fortæller, at hun deltager i kursuser, hvor hun forbedrer sine teknikker.

De første kager, som hun lavede for veninden, førte til, at flere venner, bekendte og venners venner spurgte, om hun ville bage og dekorerer kager til deres store og små begivenheder. Det resulterede i, at bagværket hævede ud af Anna Klimeks private hjem, og hun besluttede sig for at åbne Kager med sjæl, hvor man kan bestille dekorative kager med ens yndlingsmousser.

- Der var en kunde, der sagde til mig, at alle mine kager har ægte sjæl, og så er der ikke andre butikker i Danmark, som har det navn, siger Anna Klimek og fortsætter:

- Jeg lægger både sjæl og hjerte i de kager, som jeg laver.

En bondegård på kagen, tak
Man må sige, at øvelse har gjort mester. Køleskabene er fyldt med kager, som viser den arbejdsproces, de mange kager skal gennemgå for at blive klar til at glæde både øjne og munde.

Lagkagebunde samlet med appelsin-, chokolade og hindbærmousser står i køleskabet. Nogle af kagerne er smurt op med smørcreme én gang, og nogle har fået endnu et lag smørcreme, som det kræver, før kagerne kan beklædes med fondan.

Én kage står helt færdig. Den vidner om, at Anna Klimek har lavet et væld af kager med overtræk, blomster og figurer i fondan. På kagen, som skal serveres til en toårsfødselsdag, finder man blandt andet en traktor, en gris og en hest.

- Jeg elsker at lave pynten. Jeg kan især godt lide at lave kager til børnefødselsdage og bryllupper. Det er mest spændende, siger hun.

Selvom flere af kagerne er langt fra det endelige resultat, kan man så småt begynde at forestille sig, hvordan de kommer til at se ud, når man lader blikket glide rundt på al den pynt, som Anna Klimek har tryllet frem af fondan i løbet af de seneste par dage. En bryllupskage med hvide roser, en dåbskage med et par små sko og en fødselsdagskage med legoklodser - og figurer vil stå klar til weekenden.

- Jeg er meget kreativ og har nogle kunstnerevner, men jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive konditor, siger Anna Klimek, der tidligere har arbejdet som revisor og rengøringsassistent.

På »kageværkstedet« er der fyldt op med forme, pynteværktøj og inspirationskager lavet i flamingo og pyntet med fondan. Hun har oparbejdet en rutine, som man særligt lægger mærke til, når hun næsten ikke behøves at kigge på håndarbejdet, mens hun former fine, små roser af fondan. Anna Klimek ved præcis, hvornår hun skal kaste sig over hvad, for at kunne nå i mål med de mange kager til weekenden - og hun ved, at det kræver mange timers arbejde i køkkenet og ved det dekorative arbejdsbord.

- Det er mit drømmejob. Det er dejligt at få lov til at leve af sin hobby, siger Anna Klimek, inden hun kaster sig over at forme et par børnesko i fondan, give kagerne endnu et lag smørcreme og tage fotos af alle kagerne, så de er klar til at blive lagt på facebook til inspiration.