Svømmegæster kortvarigt evakueret efter uheld i svømmehallen
Martin Hove ThomsenFredag formiddag måtte gæsterne i Herning Svømmehal evakueres, da der skete et større salt-uheld i kælderen
HERNING Kort før klokken 11 fredag formiddag blev Brand & Redning MidtVest alarmeret via den automatiske brandalarm i svømmehallen. Da brandfolkene med indsatsleder Peter Kristensen i spidsen ankom, stod der en ordentligt saltsky op fra kælderen, hvor en lastbilchauffør netop var i gang med at læsse salt af.
- Det salt skulle ned i en silo i kælderen, men der var sket et uheld, så saltet røg ved siden af og løb udover kælderens gulv. Der var over 10 ton salt, så der var en helt del, fortæller Peter Kristensen.
Støvet fra den store mængde salt gik i brandalarmen, og det satte gang i alarmberedskabet, hvor brandvæsenet bliver alarmeret, og varslingsanlægget i svømmehallen går i gang.
Ros til personalet
Indsatslederen fortæller i rosende vendinger om, hvordan svømmehallens personale fik de badende gæster ud på rekordtid, mens brandfolkene fandt ud af, hvad der var op og ned i salt-uheldet.
- Efter 20 minutter kunne folk igen komme ind i svømmehalen. Vi går med livrem og seler i sådan en situation. Saltstøvet havde kortvarigt bredt sig via ventilationssystemet, så gæsterne i svømmehallen fik en saltsmag på tungen. Men vi vurderer, at det er helt ufarligt, siger Peter Kristensen, der er godt tilfreds med, at alarmen gik, og at hele beredskabet fungerede, som det skulle.
Nu venter der et større oprydningsarbejde for svømmehallen for at få de mange ton salt fjernet fra kælderen.
Skulle man i øvrigt undre sig over, om det mon er nødvendigt for brandfolkene at have vand med til en brand i en svømmehal fyldt med vand, så er svaret, at det i den grad er nødvendigt.
- Klorvand kan danne klordampe ved en brand, og det er noget af det værste, siger indsatslederen.
Helt så galt gik det heldigvis ikke denne gang, hvor ingen personer kom noget til.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.