Presset Citroën i brand ved Dronningens Boulevard

Kim Stoltenberg Hansen 

Fredensgade spærret af fredag eftermiddag

HERNING En ældre Citroën sluttede sit liv som bil fredag eftermiddag i krydset ved Fredensgade og Dronningens Boulevard. Bilens motor stod pludselig i flammer, og så måtte brandfolkene tilkaldes.

- Vi spærrede kortvarigt Fredensgade af, da det ikke er til at slukke en bilbrand ude på vejen, hvis bilerne drøner tæt forbi. Men ellers var der ingen problemer. Ingen kom noget til, men den ældre Citroëns motorrum udbrændte totalt, og den kommer ikke ud at køre igen, fortæller indsatsleder Peter Kristensen, der oplyser, at bilen vil være bugseret væk ved 18-tiden.