Lassens hattrick sikrede Blue Fox straffesejr

Jørn Just Kristensen 

Lasse Lassen blev matchvinder, da Herning Blue Fox slog Hvidovre i straffeslag

ISHOCKEY For fjerde gang i sæsonen smed Herning Blue Fox en tomålsføring over styr. Men »blårævene« endte trods alt som vindere efter straffeslag i fredagens opgør mod Hvidovre.

Det lignede dog alle tre point, da Lasse Lassen bare 52 sekunder inde i tredje periode suste af sted i højre side og sendte skiven i nettet til 3-1 på Zack Torquatos flotte forarbejde.

Men to dumme udvisninger blev straffet hårdt og kontant af Hvidovre. Lettiske Edgars Treijs og den tidligere Blue Fox-back Christian Silfver stod for Hvidovres to powerplay-scoringer, og så måtte opgøret ud i overtid.

Det var spil til ét mål, da Hvidovre ragede en udvisning til sig, men trods et væld af chancer i fire mod tre lykkedes det ikke Herning at score.

I straffeslagskonkurrencen var der til gengæld klasseforskel. Aftenens »ræv i skysovs«, Lasse Lassen, scorede tørt på første forsøg, og Zack Torquato fintede bukserne af Hvidovre-keeper Emil Jidskog på det næste.

I modsatte ende af isen nappede Simon Nielsen begge forsøg fra Hvidovres skytter og overflødiggjorde sidste skud. Lassen blev dermed også noteret som matchvindende målskytte oveni hans to scoringer i ordinær tid.

- Vi skulle have taget tre point i aften, erkender Blue Fox-træner Petri Skriko efter kampen.

- Vi har mange powerplay i anden periode, men formår ikke at udnytte dem godt nok. Vi burde have nok evner og kvalitet på holdet til det, men vi løser ikke situationerne optimalt, siger den erfarne finske træner.

Det var tredje og sidste hjemmekamp i Silkeborg for Blue Fox, der fik pæn opbakning af 607 tilskuere.

- Vi er taknemmelige over for Silkeborg. Vi er blevet taget godt imod herude. Men det er ikke hjemmekampe for os. Det bliver rart, når vi får vores hjemmebane tilbage, pointerer Petri Skriko roligt.

Han har selvsagt ros til aftenens hattrick-helt.

- Lasse er en af de spillere, der har enormt store »skills« i vores trup, og han arbejder samtidig rigtig hårdt for holdet. Det glæder mig på hans vegne, at han bliver belønnet for det i aften, roser Petri Skriko.

Med de to point er »rævene« aktuelt nummer syv i Metal Ligaen.

Aftenen bød på comeback til Anders Poulsen og debut til finske Kim Strömberg, der blev noteret for en assist ved Morten Poulsens 1-1-mål.

Næste kamp er på søndag, hvor de to hold mødes i Hvidovre.