Sløsede U19-ulve tog smal sejr mod irske mestre

Jørn Just Kristensen 

FC Midtjylland dominerede tungt, men fik kun en étmålssejr med i bagagen til returmødet i Dublin i UEFA Youth League

FODBOLD Skudstatikken var mere imponerende end måltavlen, da FC Midtjyllands danske U19-mestre onsdag aften tog hul på deres europæiske eventyr.

De unge ulve måtte nemlig nøjes med en 2-1-sejr over de irske U19-mestre fra Bohemian FC. Det betyder, at alt er åbent til returmødet i Dublin om tre uger.

Men sådan behøvede det ikke være gået. FC Midtjylland havde nemlig spil og chancer til meget mere. Skudstatikken giver en indikation. Den endte hele 25-5 i midtjysk favør.

16-årig målscorer
FCM tog teten fra start med hurtig boldbehandling og tre fine muligheder inden for de første 20 minutter. Topscorer Casper Tengstedt ramte overliggeren på det bedste af dem.

Efter knap en halv time gik der hul på målbylden. Australske Antonis Martis tog et frispark hurtigt omkring banens midte. Midtbanekollegaen Oliver Sørensen fik bolden, tog et par træk - uden at irerne gik til ham - og så curlede den 16-årige fynbo bolden i mål med en kontrolleret inderside med venstre fod. Den irske keeper Sean Bohan så ud som om, han troede bolden gik forbi, men den styrede lige ind via fjerneste stolpe.

Det underholdende opgør bød ikke på flere scoringer i de første 45 minutter, hvor FCM ellers ofte satte fart omkring irernes felt.

Da de to hold kom tilbage fra pauseteen, fik de fysisk stærke irere bedre fat i duellerne. Også fordi FCM ikke spillede nær så hurtigt og skarpt.

Men omkring den runde klokketime begyndte de danske U19-mestre igen at sætte sig mere tungt på tingene med flere store chancer til følge.

Christian Tue og Casper Tengstedt havde hver en god mulighed, og indskiftede Jibril Abubakar fik et mål annulleret for en korrekt offside-kendelse.

Men et kvarter før tid kom FCM på 2-0. Casper Tengstedt pandede et hjørnespark fra Christian Tue hårdt i nettet.

Der gik dog kun to minutter, før irerne omsatte en af deres få mulighederne til mål. Et indlæg fra højre side blev viftet væk af FCM-keeper Elias Olafsson, men bolden endte ved Steven Nolan, som fra feltkanten huggede reduceringen i mål til stor skuffelse for de 779 tilskuere på MCH Arena.

Der er returkamp 24. oktober på Dalymount Park i Dublin.