Morgenkaos efter sammenstød på Dronningens Boulevard

Kim Stoltenberg Hansen 

To biler bragede sammen ved Chr. Ydes Vej-krydset

HERNING Morgentrafikken blev udfordret i det indre Herning, da to biler tørnede sammen i krydset mellem Chr. Ydes Vej og Dronningens Boulevard ved 6.45-tiden i morges.

- De første meldinger gik på fastklemte, men heldigvis kunne alle selv komme ud af bilerne og hen i ambulancerne, fortalte indsatsleder Dan Jensen fra Brand & Redning Midtvest, da der var faldet ro over situationen.

Bilerne var endt lige midt i krydset, så politiet måtte dirigere bilisterne udenom, og trafikken i det travle kryds foregik derfor i snegletempo.

- Vi skal nu have flyttet bilerne og ryddet kørebanen for delene fra bilerne, og så vil trafikken atter kunne glide inden for få minutter, lød det fra indsatslederen.