Mogens Jensen bliver væk – Pia Kjærsgaard glæder sig til prædiken af Herning-præst

SF-gruppen og Mogens Jensen dropper prædiken i morgen i ved Folketingets åbning

HERNING Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), ser ingen problemer i, at en kritiseret Herning-præst skal prædike ved gudstjenesten, når Folketinget åbner tirsdag. Derfor tropper hun gladeligt op.

Ligeledes ser hun heller ingen problemer i, at en række folketingsmedlemmer vælger at boykotte gudstjenesten i protest mod en præst.

- Det er kirkeministeren, der har valgt ham, og det tror jeg bestemt, hun har gjort med omtanke. Det kan jeg ikke forestille mig andet om Mette Bock, siger Pia Kjærsgaard.

Hun afviser at forholde sig til udtalelserne fra valgmenighedspræsten Morten Kvist, som kritikere mener har sammenlignet homoseksuelle med pædofili.

Udtalelserne faldt i 2008 og er på ny blevet hevet frem, da han skal prædike i Christiansborg Slotskirke, inden Folketinget åbner tirsdag.

Men det er ikke en opgave for Folketingets formand at forholde sig til udtalelserne, lyder det.

- Det vil jeg slet ikke forholde mig til. Det er slet ikke den mission, jeg har. Jeg møder op og hører på budskabet og synes, det er godt at få det med, som jeg har gjort i de 35 år, jeg har siddet i Folketinget, siger Pia Kjærsgaard.

SF har som parti valgt at boykotte gudstjenesten.

Socialdemokraten Mogens Jensen udtaler til DR, at han gør det samme.

- Jeg har valgt for første gang ikke at møde op til Folketingets gudstjeneste i morgen, og det er jeg egentlig ked af. Jeg ville gerne være til stede. Men jeg synes, at kirkeministeren har valgt en præst med holdninger, som jeg ikke har lyst til at legitimere ved at være til stede i kirken, siger han til dr.dk.