Ulve-retssag i dag: Forsvarer går efter bøde i historisk retssag om ulvedrab

66-årig tiltalt i danmarkshistoriens første retssag om ulvedrab erkender at have affyret dræbende skud

HERNING En hunulv blev 16. april skudt og dræbt på en mark mellem Vind og Ulfborg.

Skuddet, der blev affyret fra en jagtriffel fra en Toyota Landcruiser, borede sig ind i bugen på ulven og ødelagde lever og den ene nyre.

Det blev startskuddet for fire måneders politimæssig efterforskning, der er endt med, at en 66-årig mand er blevet tiltalt.

I dag klokken 9.00 begyndte sagen ved Retten i Herning, og det er første gang, at en dansk domstol skal forholde sig til drab på en fredet ulv.

- Han erkender, at han har affyret det skud, der ender med at dræbe ulven, siger den tiltaltes forsvarer, Jan Schneider.

Men hans klient nægter sig skyldig i anklagen om overtrædelse af jagtloven og bekendtgørelsen om artsfredning.

Hvordan det hænger sammen, må offentligheden ifølge advokaten vente med at høre, til den tiltalte har forklaret sig i retten.

Ulven genindvandrede til den danske natur i 2012, og siden da er ulven blevet et varmt debatemne blandt danskere.

Foreninger for og imod ulve i Danmark er blevet dannet, og sociale medier er kogt over med ophedede kommentarer om ulvens berettigelse.

Ude af proportioner
Ifølge forsvareren er sagen om den dræbte ulv blæst ud af proportioner.

- Jeg tror kun, det er på grund af den store offentlige bevågenhed hos politikere og på sociale medier, at anklagemyndigheden vælger at køre den på den måde.

- Man har ikke turde slutte den sag på anden måde af frygt for, hvad det ville give af omtale og kritik, siger Jan Schneider.

Advokaten peger på, at sammenlignelige sager om overtrædelse af bekendtgørelsen normalt udløser et bødeforlæg.

Det er også den straf, han vil argumentere for, hvis hans klient findes skyldig.

Sagens anklager, Ulrik Panduro, har udtalt til DR, at han går efter at få manden idømt en ubetinget fængselsstraf.

Han kræver også, at mandens riffel og en sigtekikkert konfiskeres, ligesom den tiltalte ifølge anklageren skal have inddraget sit jagttegn.

Danmarks Jægerforbund har på forhånd meddelt, at manden står til eksklusion af jægernes fællesskab, hvis han findes skyldig.

- Hvis manden bliver dømt og samtidig er medlem hos os, ja, så kører vi en eksklusionssag.

- Den slags mennesker er ikke velkommen i vores fællesskab, har jægerformanden, Claus Lind Christensen, udtalt til forbundets hjemmeside.

Fakta
Det er forbudt at skyde ulv, da arten er fredet og nyder en særlig beskyttelse i EU.

Læs om reglerne her:

* Ulven er fredet som følge af EU’s habitatdirektiv.

* Heraf fremgår det, at ulven er fredet på samme måde som eksempelvis birkemus, hasselmus, flagermus og odder.

* Som følge af ulvens status er der ikke fastsat jagttid på ulv i jagtloven.

* Der findes to tilfælde, hvor ulven lovligt kan skydes: Hvis der er tale om nødværge, eller hvis der er tale om en såkaldt problemulv.

* En problemulv er en ulv, der ikke udviser normal ulveadfærd og eksempelvis ikke er sky over for mennesker.

* Det kræver dog en tilladelse fra Miljøstyrelsen, hvis man ønsker en problemulv fjernet.

* En sådan tilladelse er endnu ikke blevet givet i Danmark.

* Hvis man skyder en ulv, kan det straffes med bøder eller fængsel i op til to år.

Kilder: Jagtloven, Artsfredningsbekendtgørelsen, Miljøstyrelsen.

/ritzau/