Heningenser skal instruere Ronja Røverdatter

Lokal kvinde sætter sig i instruktørstolen

TEATER 28-årige Christina de Laurent, der kommer fra Herning, skal instruere næste års Thorning Friluftsspil, som præsenterer Ronja Røverdatter.

Hun blev fornylig præsenteret på Friluftsspillets generalforsamling.

Christina de Laurent har altid brændt for teater og musical - først i sin fritid, men i de senere år på fuldtid, skriver Thorning Friluftsspil i en pressemeddelelse.

Hun er uddannet folkeskolelærer, men er meget alsidig. Siden 2015 har hun blandt andet undervist på musical og teaterlinjen hos Dansk Talentakademi i Holstebro, og siden 2014 har hun blandt andet arbejdet som instruktørassistent hos MCH Herning Kongrescenter. Hun har tidligere modtaget Kultursamarbejdets KulturVækstPris, da hun af priskomitéen blev betegnet som »én af de største og mest markante personer i teaterlivet i Herning«.

Både Christina de Laurent og Friluftsspillet glæder sig til at arbejde sammen om at fortælle historien om Ronja, røverne, Birk og alle de andre forunderlige væsener, som Astrid Lindgren lærte os at kende.