Søs Fenger gæster Herning

Der er lagt op til fællessang, når Søs Fenger giver koncert på Torvet

KONCERT Siden sangerinden Søs Fenger i 1980 dukkede op på den danske musikscene, har hun lagt navn til et væld af hit, som danskerne har sunget med på. På fredag er det så herningenserne, der får mulighed for at synge, når hun giver koncert på Torvet i Herning i forbindelse med open by night. Søs Fenger vil både synge nogle af sine gamle populære hits, men hun vil selvfølgelig også spille nogle af de nye sange.

Den 56-årige sangerinde har været i musikbranchen i snart fire årtier, hvor hun har været et kæmpe ikon på den danske musikalske scene. Søs Fenger begyndte sin karriere som popidol i bandet News og har siden bevæget sig sikkert rundt i mange genrer. Hun har lagt stemme til langtidsholdbare hits som »Jeg elsker dig« og »Du er«, ligesom hun sang med på en af 80’ernes mest populære singler »Den jeg elsker, elsker jeg«, som lige har haft 30-årsjubilæum. Hun udkom med sin første soloudgivelse »Vinterdage« i 1989, og sidste år udkom hun med sin nyeste plade »Vintermåne«, så hendes CV tæller nu mere end 10 soloudgivelser, samtidig med at hun har rejst landet rundt for at give koncerter, ligesom hun gør på fredag i Herning.

Som opvarmning kan Herning City præsentere sangskriver og multiinstrumentalist Geo Lukas, som har rødder i Herning. Netop fredag udgiver han sin debut-EP »Autopilot«.