FCM slap med pokalskrækken i Dalum

Jørn Just Kristensen 

Mestrene balancerede på randen af pokalexit mod et 2. divisionshold, men vandt 2-1 efter forlænget spilletid. Evander Ferreira scorede i sin debut

FODBOLD Sikke en sejtrækker.

FC Midtjylland var på hælene mod 2. divisionsholdet Dalum IF, men vandt 2-1 efter forlænget spilletid.

Brasilianske Evander Ferreira udlignede kort efter pausen i sin debut for FC Midtjylland, og indskiftede Paul Onuachu blev matchvinder i den forlængede spilletid.

Men det var fynboerne, der åbnede opgøret bedst. Dalum kom ud som lyn og torden og havde to kæmpechancer inden for de første 10 minutter, og det var alt andet end ufortjent, at 2. divisionsholdet kom i front efter 25 minutter.

Alexander Nicolajsen, tidligere ungdomsspiller i FCM, sendte Philip Stoustrup af sted i en kontra. Den 19-årige Dalum-angriber tørrede Zsolt Korcsmár i én-mod-én og styrede direkte mod mål og udplacerede Mikkel Andersen i FCM-målet.

Den føring holdt til pausen, hvor Jess Thorup og hans trænerteam formentlig talte med de helt store bogstaver i omklædningsrummet.

De danske mestre skal prise sig lykkelige for, at opgøret ikke blev vist på tv, for det var mildt sagt ikke imponerende, hvad »ulvene« fik stablet på benene i de første 45 minutter.

Men tre minutter inde i anden halvleg fik FCM udlignet. Brasilianske Evander Ferreira, der fik debut for FCM, lignede i forvejen den mest inspirerende offensivspiller hos mestrene, og det var ham, der stod for udligningen. Paul Onuachu satte sig igennem i højre side og styrtede ind i feltet, hvor han lagde bolden skråt bagud til Evander Ferreira. 1-1.

Massivt FCM-pres til sidst
FCM-presset voksede og voksede gennem anden halvleg, hvor kræfterne så ud til at svinde hastigt hos fynboerne. Det kastede mange store chancer af sig, og i det sidste kvarter af den ordinære tid var det et mindre mirakel, at der ikke blev scoret flere gange.

Men opgøret måtte ud i forlænget spilletid, og her blev Paul Onuachu redningsmand for FCM. Seks minutter inde i den forlængede spilletid vandt »Lange Paul« en duel med mindst ligeså høje Jacob Mikkelsen i Dalum-forsvaret, driblede ind i feltet og knaldede bolden forbi Rasmus Lund i Dalum-målet til 2-1.

Cheftræner Jess Thorup havde til opgøret valgt at give flere reserver chancen, men det var trods alt 10 etablerede Superliganavne og brasilianske Evander Ferreira, der havde stort besvær med Dalum fra 2. division og endte med at måtte slide 120 minutter for pokalavancementet.

FCM er dermed klar til ottendedelsfinalen i Sydbank Pokalen. Den kamp venter 30.-31. oktober.