Karma rykker ind i golfklubben

Karma Catering og Herning Golf Klub indgår samarbejde

HERNING Herning Golf Cafe vil fra 1. oktober blive drevet af Karma Catering, der har stor erfaring i smørrebrød, julefrokoster og selskabsarrangementer. Herning Golf Cafe kan trække på cafeerfaringen fra koncernen bag Karma med flere lokationer i Jylland samt flere madkoncepter i samme hus. Det fortæller parterne i en pressemeddelelse.

Karma-koncernen, der var blandt »Årets Gazelle virksomheder i 2016«, ser frem til at servicere golfklubbens næsten 1400 medlemmer og får desuden mulighed for at tilbyde et selskabslokale med plads til op til 110 personer, en cafe og lounge. Karma har således kapacitet til at sikre, at golfklubbens medlemmer og gæster kan få en god oplevelse i klubben, uanset om man ønsker at nyde sin mad i cafeen som takeaway - eller holde sin fest eller andet arrangement i selskabslokalerne.

God oplevelse
Bestyrelsen i golfklubben og Golfmanager Bo West Møller er meget tilfredse med, at det er lykkedes at få en aftale i stand med Karma og finder det spændende, at en restaurantkæde nu skal forpagte en golfcafe.

- Vi satser på et langvarigt samarbejde og med vores kendskab til Karma fra deres restauranter i byen og centret er vi sikker på, at vi har fået en forpagter, der vil give medlemmerne en god oplevelse, siger Bo West Møller.