Actionbrag til Drive-In Bio i Bilka

Det bliver et brag af et superhelteopgør, når Bilka på lørdag viser filmen »Avengers: Infinity War« til Drive-In Bio på deres parkeringsplads

HYGGE På et lærred på størrelse med et parcelhus og i selskab med Iron Man, Spiderman og Captain America er der lørdag lagt op til en kæmpe filmaften i Bilka i Herning.

På Drive-In Bio-programmet er filmen »Avengers: Infinity War«, der byder på spænding fra start til slut, når alle Marvels superhelte samles for at redde jorden fra at blive udslettet.

Slog alle rekorder
Hverken anmelderne eller seerne har været i tvivl om, at det her er en film, der skal opleves. Allerede på sin åbningsweekend slog filmen alle tidligere salgsrekorder - selv Star Wars, med en omsætning på imponerende 250 millioner dollars. Det skriver Bilka i en pressemeddelelse.

På rollelisten finder vi blandt andre kendte navne som Robert Downey Jr., Chris Hemsworth, Mark Ruffalo, Chris Evans og Scarlett Johansson.

Filmen kan denne gang opleves gratis på Bilkas parkeringsplads, og forestillingen begynder klokken 21. Opstillingen begynder allerede klokken 18, og de bedste pladser gives til de hurtigste.

Tilmeldingen sker på Bilkas hjemmeside.

Uddeling af varme popcorn
Drive-In Bio i Bilka foregår præcis som i de amerikanske film.

En 128 kvadratmeter storskærm stilles op på Bilkas parkeringsplads, og bilerne parkeres i en vifte omkring. Lyden afspilles fra bilradioen, og Bilka uddeler varme popcorn, inden filmen begynder. Som en ekstra bonus er Drive-In Bio den eneste biograf, hvor det er muligt at småsnakke under filmen uden at forstyrre andre tilskuere.

- Det her bliver den vildeste Drive-In Bio, vi nogensinde har lavet. Avengers: Infinity War er et kæmpe actionbrag og på samme tid en virkelig fantastisk film, så det bliver en super fed aften i Bilka, siger Nicki Stougaard fra Bilka Live.

Det er tredje gang, at Bilka inviterer til Drive-In Bio.