Opdateret: Beboer reddet ud af brændende lejlighed i Aaparken

Martin Hove Thomsen 

Brandfolkene har tirsdag formiddag reddet en beboer ud fra en brændende lejlighed

OPDATERET klokken 10.14:

Tyk, sort røg steg op fra en lejlighed i Aaparken tæt ved golfbanerne i Herning. Brandfolkene havde en mistanke om, at der var en beboer inde i den brændende lejlighed. Og det fandt man ud af, at der var, så brandfolkene sendte røgdykkere ind for at få reddet personen ud.

Efter cirka 20 minutters indsats kom røgdykkerne ud med en ældre herre og fik ham på en båre. Han hostede noget, men umiddelbart tyder det på, at han slipper billigt - måske med en røgforgiftning.

Branden medførte også en eksplosion inde i lejligheden.

Folkebladets udsendte beretter om, at de øvrige beboere i lejlighedskomplekset hurtigt kom ud i sikkerhed. Og det var vakse personer i nærheden, der alarmerede brandvæsenet, da det gik op for dem, at en af lejlighederne brændte. Brandfolkene modtog alarmen klokken 09.40.