HIH tog gysersejr over mestrene
Ole BitschHerning-Ikast vandt 30-29 i torsdagsduellen mod København
HÅNDBOLD Sejren blev først sikret i de sidste sekunder, men torsdag aften tog Herning-Ikast Håndbold en fin skalp i femte spillerunde af HTH Ligaen.
I IBF Arena vandt HIH’erne med 30-29 over de forsvarende danske mestre fra København Håndbold, der ved pausen førte med 17-15.
Foran 1316 tilskuere i Ikast fik hjemmeholdet vendt matchens overtag i anden halvleg.
Københavnerne var ellers foran 19-17, men med fire scoringer på stribe var det pludselig Herning-Ikast, som stod med effektiviteten og momentum.
En af de medvirkende årsager var træfferne fra to af HIH’s norske profiler, playmakeren Helene Fauske og højrebacken Stine Skogrand. Begge nettede ni gange mod mesterholdet, som særligt midt i anden halvleg gik fra overskud til stress.
Værterne var i front med 24-21, 26-23 og 27-24, men sjuskede perioder med tekniske fejl og forcerede afslutninger skabte ny spænding i slutfasen.
Det tidligere FCM-talent Mai Kragballe reducerede til 25-27 på straffekast, mens HIH’s Tonje Løseth blev udvist i to minutter. Da Helene Fauske kort efter ramte stolpen i overtal, fik København Håndbold forkortet forspringet ved Jenny Alm.
Den lynhurtige københavnske kontramaskine sørgede for udligningen til 28-28 ved Kelly Dulfer, men en udvisning til udeholdets Maria Lykkegaard afgjorde reelt set opgøret. Stine Skogrand og Helene Fauske hamrede to kasser i nettet, og så gjorde det intet, at Alm fik scoret to minutter før tid: Herning-Ikast holdt stand og hentede sæsonens tredje sejr.
Næste opgave for HIH er mandagens pokalkvartfinale hjemme mod Nykøbing Falster Håndbold.
Læs også:
Ugens mest læste historier
Fem seneste historier
- 50-årig herningenser sigtet for bedrageri: Skulle angiveligt sælge fiktive varer på nettet
- Påvirket bilist mistede sin bil efter to uheld og et frontalt møde med autoværn i fordelerringen
- Betjente så videoovervågning igennem: Genkendte butikstyv fra 7-Eleven i Herning
- Bøvl med ballademager: Generede sine omgivelser og overfusede betjente
- Hey ho let’s go: Punklegende giver koncert i Herning