Bilist i Herning anholdt i bil med stjålne nummerplader

Tvivlsom forklaring på Lego-kasser og bøger

HERNING En 52-årig kvinde forsøgte i går morges at løbe fra politiet, da hun blev råbt an på en parkeringsplads på Silkeborgvej, men det lykkedes betjentene at få hende standset.

Politiet havde fået et tip om, at der holdt en mistænkelig bil på parkeringspladsen, og da betjentene kom frem til bilen, var den forsynet med svenske nummerplader, der var meldt stjålet.

I bilen var en 52-årig dansk kvinde uden fast bopæl. Hun havde en masse bøger og Lego i bilen, og politiet fik en forklaring på, hvor hun havde det fra.

- Hun fortalte, at hun havde købt det af en neger, oplyser sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Den forklaring købte betjentene ikke, og derfor blev hun anholdt og sigtet for tyveri af varerne.

- Hun skrev under på, at vi måtte beholde varerne, og nu skal vi finde ud af, hvor de stammer fra, siger Bent Smedegaard.

Kvinden blev løsladt efter endt afhøring.