Lukas Graham giver koncert i Boxen

Storhittende Lukas Graham giver koncert i Jyske Bank Boxen lørdag 2. februar 2019 som en del af »The Purple Tour«

HERNING »Mama Said«, »Happy Home«, »Drunk in the Morning«, »You’re Not There« og »7 Years« - listen af ørehængere er lang, og det er naturligvis det danske succes-band Lukas Graham, vi taler om.

Lukas Graham har de seneste år taget verden med storm, hvor han har slået sit navn fast internationalt. Lørdag 2. februar lægger den populære trio vejen forbi Herning til en koncert i Jyske Bank Boxen som en del af deres nye tour »The Purple Tour«. Det fortæller MCH i en pressemeddelelse.

Bandet, som består af trommeslager Mark Falgren og bassist Magnus Larsson med Lukas Forchhammer i front, har i løbet af de seneste år markeret sig som en af landets absolutte livefavoritter med flere udsolgte danmarksturnéer.

Ni gange platin
Publikum kan se frem til en kavalkade af kendte hits og nye toner.

Bandets splinternye single »Love Someone« er netop på gaden efter en hed sommer, hvor Lukas Graham har toppet plakaten på Grøn Koncert. Singlen har opnået mere end 1 million visninger på YouTube allerede få dage efter, den er kommet på gaden.

Siden debuten i 2012 har Lukas Graham opnået stor succes på den danske såvel som internationale scene. Karrieren og det internationale gennembrud tog for alvor fart i 2016 med singlen »7 Years«, hvor Lukas Grahams internationale debutalbum røg på top 10 i 11 lande med en tredjeplads i USA, Storbritannien og Sverige - samt nummer 1 i Canada, Australien og Danmark, hvor det nu er certificeret ni gange platin.

Med Lukas Grahams verdensomspændende succes har bandet opnået hele tre amerikanske Grammy-nomineringer.

Billetsalget til Lukas Graham-koncerten begynder på mandag.