24-årig kvinde overfaldet på cykelsti ved Birk

Palle Heering Nielsen 

Kvinden kom cyklende på Silkeborgvej, da mand til fods greb fat i hende. Hun fik vristet sig fri og søgte tilflugt på toilet i Birk Centerpark

HERNING/BIRK Klokken 22.26 i aftes modtog politiet et opkald fra en chokeret 24-årig kvinde, som fortalte, at hun kort forinden var blevet overfaldet af en mand på cykelstien på Silkeborgvej cirka 50 meter fra rundkørslen ved Birk Centerpark.

Kvinden var på cykel på vej mod øst, mens manden kom gående i vestlig retning. Han gik og kiggede ned i jorden og havde en sort kasket trukket ned for ansigtet.

Søger tilflugt på toilet
Da hun var ud for manden, greb han fat om livet af hende, så cyklen væltede, mens hun selv blev stående på cykelstien.

- Hun slår, skubber og råber på hjælp, og et vidne råber tilbage. Hun får vristet sig fri, kommer på cyklen og kører til campus på Birk Centerpark, hvor hun låser sig inde på et handicaptoilet, forklarer sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpoliiet i Herning.

Politiet sendte en patrulje og en hundepatrulje ud til stedet, men det lykkedes ikke at få fat i den formodede gerningsmand. Vidnet blev afhørt. Han var chokeret ligesom kvinden.

Udmærket signalement
Kvinden beskriver overfaldsmanden som 25-30 år, 170-180 centimeter høj og mellemøstlig af udseende. Han har et smalt ansigt med skægstubbe, er spinkel af bygning og bar sorte Adidas bukser med hvide striber og en mørk trøje med lynlås.

Kvinden mener, at hun kan have ramt gerningsmanden i ansigtet med en albue i kampen for at komme fri, og han havde så godt fat i hendes bukser, at de blev revet i stykker, da hun vristede sig fri.

Politiet har sikret kvindens tøj til analyse for eventuelle dna-spor fra manden.

Vidner kan kontakte politiet på telefon 112.