Naturens Dag rammer Løvbakke Naturcenter

GULLESTRUP På søndag er det tid for Friluftsrådets årlige arrangement Naturens Dag, og i Herning foregår aktiviteterne ved Løvbakke Naturcenter i samarbejde med Herning Kommune.

I Løvbakkerne kan man blandt andet få en hestevognstur, prøve træklatring og finde dyr i søen. Flere foreninger er desuden på plads for at vise, hvad de kan, og børn og voksne kan både møde Danmarks Naturfredningsforening, Herning Biavler Forening og Herning Astronomi Forening. Dertil kommer, at Danmarks Cyklistforbund arrangerer cykelture til og fra Torvet i Herning.

Emnet for årets udgave af Naturens Dag er »Bevægelse i naturen«, og det handler om at sætte fokus på gode friluftsoplevelser, som samtidig skal inspirere folk til at komme mere ud i det fri.

En undersøgelse fra Friluftsrådet viser blandt andet, at halvdelen af landets børn aldrig har prøvet at klatre i træer, og det er en udvikling, der går i den helt forkerte retning, mener Friluftsrådets formand, Lars Mortensen:

- Naturen er et skatkammer fyldt med alt det, som et barn har brug for, og det skylder vi som forældre, bedsteforældre og professionelle at give vores børn med i livet. De skal have lov at slå sig løs og bevæge sig rundt og gå på opdagelse, siger han i en pressemeddelelse.