FCM giver karantæner til mænd bag banner

Martin Hove Thomsen 

De hovedansvarlige for det kontroversielle banner til kampen mod Malmö er nu identificeret, oplyser FCM

FODBOLD FC Midtjylland har identificeret to personer, som klubben mener er hovedarkitekter bag et noget kontroversielt banner med teksten: » I morgen er I atter immigranter i jeres egen by,« der blev vist i forbindelse med FCM’s hjemmekamp mod Malmö FF.

Det oplyser FCM på klubbens hjemmeside.

Her fortæller man også, at de to personer bag banneret hver især har fået et års karantæne fra MCH Arena.

- Det er en relativ hård straf, men straffen matcher klubbens syn på sager af den karakter, skriver klubben.

Klubben tog hurtigt afstand fra banneret, og normalt offentliggør FCM ikke uddelte karantæner, men denne gang gør klubben en undtagelse.

- Den konkrete sag har fyldt meget i offentligheden, og derudover er sagen af principiel karakter. Derfor føler FC Midtjylland behov for at melde ud - både over for de implicerede, men også over for offentligheden, oplyser FCM på hjemmesiden.