Tyveknægte på jagt efter hår- og skægtrimmere i Kvickly

Martin Hove Thomsen 

Politiet tog sig af et par mænd fra Kærshovedgård, der forsøgte at stjæle varer for over 1000 kroner

HERNING To mænd fra Kærshovedgård blev fredag eftermiddag snuppet i et butikstyveri i Kvickly i herningCentret. Det skete klokken 16.17.

De to mænd - en 28-årig og en 32-årig - forsøgte at slippe af sted med varer for over 1000 kroner, oplyser vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, Bjarne Askholm.

- De havde taget to hårtrimmere, to skægtrimmere, to par joggingbukser og to par underbukser, siger vagtchefen.

Tyvene blev begge anholdt og taget med for senere at blive kørt tilbage til Kærshovedgård.