Tour-helt vandt Hernings gadeløb

Thomas Damm 

Søren Kragh Andersen blev en populær vinder af Herning City Gadeløbet

CYKLING Tre professionelle ryttere var hentet til start til fredagens 40. udgave af Herning City Gadeløbet. De tre leverede varen, da Søren Kragh Andersen (Sunweb) vandt og Matti Breschel (EF Education First) blev nummer tre. Den sidste, Casper Pedersen (Aqua Blue Sport) kom med feltet hjem.

Søren Kragh Andersen kom hurtigt i udbrud med Søren Malling Siggaard (Riwal), der i flere af sine ungdomsår kørte i Herning Cykle Klub. De to arbejdede flot sammen og udbyggede føringen, og det stod ret hurtigt klart, at afgørelsen skulle findes mellem de to.

På sidste af de 33 omgange rundt i Hernings bymidte trådte World Tour-rytteren Søren Kragh fra og kom alene over målstregen. Da det slagne felt kom hjem til Torvet, vandt Matti Breschel spurten der.

Søren Kragh Andersen blev for alvor kendt, da han i sommerens Tour de France i en uge kørte i den hvide ungdomstrøje.

I det flotte sensommervejr var der masser af tilskuere rundt i Hernings gader, som nød det gode vejr. Efter cykelløbet fortsatte festen på Torvet med en koncert med Moonjam.