FCM vil undersøge banner-sag til bunds og finde de ansvarlige

Kommerciel direktør Jacob Jørgensen garanterer, at klubben undersøger sagen til bunds vedrørende det famøse banner på MCH Arena torsdag aften

FODBOLD I forbindelse med aftenens FCM’s playoff-kamp mod Malmø FF på MCH Arena satte nogle FCM-fans et banner op på CC Contractor-tribunen. »I morgen er I atter immigranter i jeres egen by«, stod der på banneret.

Og det er vigtigt for FC Midtjylland at understrege, at man tager skarpt afstand for ordlyden på banneret.

- Banneret kan dårligt komme længere væk fra vores værdier. FCM er en familieklub, hvor vi passer på hinanden, og inklusion er afgørende for os, siger kommerciel direktør Jacob Jørgensen til klubbens hjemmeside.

Klare regler
Han har også et bud på, hvordan banneret er kommet ind på stadion.

- Normalt skal vi godkende alle bannere på stadion, det er aftalen, men dette banner så vi aldrig – måske fordi de ansvarlige for banneret havde en mistanke om, at vi selvfølgelig ville afvise den, siger Jacob Jørgensen.

Ifølge den kommercielle direktør er den mest sandsynlige forklaring, at banneret fandt vej ind på MCH Arena ved at være viklet rundt om en person, som så dækkede sig godt til efterfølgende med trøjer og en jakke, og det er den forklaring, der arbejdes ud fra nu.

- Der er klare regler mellem klub og fans, så det er klart, at der er en række procedurer, der strammes op på i fremtiden. Vi tager også initiativ til en endnu tættere dialog med vores fans, så ingen er i tvivl om, hvad vi står for som klub. Det er blandt andet det modsatte af ekskludering.

Vil finde de ansvarlige
Klubbens sikkerhedsafdeling arbejder i øjeblikket på at finde frem til de ansvarlige, og hvis det lykkes at udpege dem, kan de se frem til karantæner og afgifter af en størrelse, som Jacob Jørgensen ikke har en fast ramme for.

- Når det handler om pyroteknik, som der også var noget af, er konsekvensen for de ansvarlige en afgift på 15.000 kroner og karantæne i et halvt år – det har vi simpelthen en procedure for, mens vi, i forhold til upassende bannere, skal finde et passende niveau for konsekvenserne, siger Jacob Jørgensen og tilføjer:

- Vi tager aktion på det her på en måde, som matcher de værdier, en klub som FCM har.