FC Midtjylland midtbanespiller Michael Baidoo vender tilbage til Norge og FK Jerv på endnu et lejeophold. Foto: Tom Laursen

FCM udlejer midtbanetalent til Fredericia

Ole Bitsch 

19-årige Michael Baidoo til 1. divisionsklubben for resten af året

FODBOLD På transfervinduets sidste dag har FC Midtjylland valgt at udleje midtbanetalentet Michael Baidoo til 1. divisionsklubben FC Fredericia, der er mestrenes officielle samarbejdsklub.

19-årige Baidoo, der er fra Ghana og står noteret for tre førsteholdskampe hos »ulvene«, skal spille i den næstbedste række for resten af året. Det oplyser FCM i en pressemeddelelse.

FC Fredericia meddeler ellers på deres egen hjemmeside, at aftalen er for resten af sæsonen. Det afviser FC Midtjylland over for Herning Folkeblad.

Svend Graversen, sportschef i FCM, er tilfreds med lejemålet af Michael Baidoo, der har været i den midtjyske klub siden sommeren 2017. Afrikaneren er på kontrakt hos mesterholdet frem til 30. juni 2021.

- Potentialet hos ham er enormt, siger Svend Graversen.

- Vi er meget glade for og tilfredse med, at vi har den mulighed med FC Fredericia - det er en perfekt platform for vores unge spillere, understreger han.

Svend Graversen føler sig overbevist om, at også Michael Baidoo får stor glæde af det kommende ophold i 1. division.

- Nu kan han i optimale rammer udvikle potentialet, og vi er sikre på, at Baidoo får en flot karriere i FC Midtjylland på længere sigt. Det vigtigste lige nu er dog, at han udvikler sit store talent yderligere, og det kan han i FC Fredericia, siger Svend Graversen.

Også Fredericias cheftræner, Jonas Dal Andersen, er begejstret for aftalen med Michael Baidoo.

Til klubbens website udtaler han:

- Baidoo er en midtbane all-rounder, han dækker flere positioner på midtbanen, særligt de fremadrettede. Han er stærk, god i duellerne og har nogle fine pasninger. Generelt passer han godt ind i den måde, vi vil spille på, siger Jonas Dal, der har fortid som både spiller og træner i netop FC Midtjylland.

I forvejen har FC Fredericia i denne sæson lejeaftaler med FCM-spillerne Victor Torp, Manjrekar James, Sebastian Buch og Henry Ozuchukwu.