Ny forestilling markerer Team Teatrets jubilæum

Henrik Øster-Jørgensen 

Det er 50 år siden, at Team Teatret præsenterede sin første forestilling - det fejres med jubilæums-forestillingen »Lejlighed nr. 50«

TEATERJUBILæUM Tirsdag 18. september er det præcis 50 år siden, at Team Teatret havde sin første premiere i Herning. Dagen markeres blandt andet med premiere på forestillingen »Lejlighed nr. 50«, der vil forsøge at trække tråde mellem premiereåret 1968 og jubilæumsåret 2018.

Team Teatret inviterede forleden til et pressemøde, hvor de fortalte om jubilæet og den kommende forestilling.

Med til pressemødet var 75-årige Niels Damkjær, der var en del af Team Teatret i 1968, da han blev udpeget til teatrets første leder. Niels Damkjær fortalte lidt om, hvordan det hele kom i stand.

- Det var halvdelen af ensemblet fra »Vestergade 58« i Aarhus, der gik med til Herning i 1967. Kasper Rostrup var leder, og Jens Okking var med i ensemblet, men der var for få penge. Halvdelen, der ikke havde fået løn i tre måneder, ønskede alligevel at fortsætte, fortalte Niels Damkjær.

- Vi lavede en forestilling og lånte et teater i Tivoli Friheden, hvor vi kunne øve. Vi opførte den på Krabbesholm Højskole, og det hørte Henrik Bering Lisberg fra teatret Svalegangen i Aarhus om. Han ville gerne støtte det, og vi fik lov til at spille på Svalegangen.

Køb blev til teaterflytning
- Der kom ikke mange mennesker, men pludselig kom K.O. Jensen fra Herning (daværende leder af Teaterkredsen for Herning og Omegn, red.), og han var meget tilfreds med det. Han ville købe et par forestillinger, men da han hørte om vores situation, tænkte han, at Herning måske ville være interesseret i at få et teater. Efter nogle dage havde han forelagt det for byrådet og fået godkendelse, og så gik vi hurtigt i gang.

- Hvis byrådet skulle bevilge 50.000 kroner til teatret, så skulle der vælges en ansvarlig leder, så de ikke stod med et syv-ottehovedet uhyre, de skulle forhandle med. Jeg havde papir på en uddannelse i dramaturgi, så det blev mig, fortalte Niels Damkjær, der var tilknyttet Team Teatret frem til 1971.

Samfundet blev forandret
Jubilæumsforestillingen »Lejlighed nr. 50«, har Ebbe Knudsen som instruktør.

- Vi blev bedt om at skabe en forestilling, der berører hele perioden fra 1968 til 2018. I de sidste 10-20 år er der lavet en masse, der fokuserer på latterliggørelsen af 1968, men når man kigger på de ting, der skete, så kommer vi ikke uden om, at samfundet blev forandret i de år. Det står vi stadig på ryggen af.

- Det sparkede nogle døre ind i forhold til, hvordan vi ser på os selv, hinanden og samfundet, og det er fantastisk. Forestillingen tager udgangspunkt i et kollektiv, der lå i Herning. En kvinde leder efter sin far, der »fordampede« i 1968. De to verdener begynder at interferere, sagde Ebbe Knudsen.

Alle de tilstedeværende ved pressemødet var iklædt T-shirts med ordene »Vi skal være realistiske og forlange det umulige« - skrevet på fransk.

- Vi er nødt til at stræbe efter det umulige, når det gælder kunst og samfundsforandringer, forklarede teaterleder Dorthe Skøtt Bébe.

- Det er et slagord fra Paris, der blev malet på væggene, tilføjede Ebbe Knudsen - ungdomsoprøret i Paris i 1968 satte gang i ungdommen verden over.

Slagordet ligger i tråd med Team Teatrets holdning i 1968.

- Det, der står på trøjerne, det er det, vi havde som målsætning. Teatret skulle gøres nyt, provokerende og folkeligt. Turnéteatrene vidste ikke helt, om de gad at spille igennem, når de kom til Herning dengang, og K.O. Jensen blev rasende. Der var dælendunderme run på billetterne. Vi spillede for fulde huse. Årsagen til, at det lykkedes, var, at vi arbejdede meget hårdt, forklarede Niels Damkjær, der understregede, at man ikke røg hash og den slags på Team - i modstætning til, hvad folk måske tror.

- Man forestiller sig måske, at folk sidder og ryger hash og er kreative ... Vi har aldrig røget en fed. Det var slet ikke på dagsordenen. Det var noget helt andet, vi kæmpede for.

Familie fra Herning
Maj Rørbæk Damgaard står som dramatiker bag forestillingen.

- Jeg snakkede med alle mulige i Herning, og jeg kom hurtigt på sporet af, at nogle af skuespillerne boede sammen i et kollektiv. Det var foregået i en af blokkene i Gullestrup, der var et kæmpe prestigeprojekt dengang. Folk fra arkitektskolen kom i tourbusser derud for at se det. Lejlighed nr. 50 ligger ude i blokken.

- Noget stritter ved den tid, for den var så militant. Det har undret mig, men da jeg dykkede ned i det, fandt jeg ud af, at de unges forældre havde været en del af Anden Verdenskrig, og det var for eksempel almindeligt, at man gik til skydetræning. Jeg fandt ud af, at min egen morfar var modstandsmand. Det var spændende at dykke ned i fortiden, fortalte Maj Rørbæk Damgaard.

Hun har lavet sangteksterne i den meget musikalske forestilling, så hun var nødt til at dykke ned i datidens musik. De to musikere Nana Schwartzlose og Ditte Rønn har skrevet musikken.

Skuespiller-holdet til »Lejlighed nr. 50« består af Stig Reggelsen Skjold, Anders Cornelius Zoffmann, Sofie Ancher Vea, Olivia Franciska Fevel Borgels og Dorthe Hansen Carlsen.