Stor opbakning til kræft-stafet

Stafet For Livet finder sted i weekenden med godt 1500 deltagere

KRÆFTKAMPEN For sjette gang er Herning med i det landsdækkende arrangement Stafet For Livet, som i år har deltagelse af et rekordstort antal byer - hele 76. Stafet For Livet er et døgn, der både skal sætte fokus på kampen mod kræft, men det er også en anledning til at mindes dem, der netop tabte denne kamp. Samtidig skal det også ses som en fejring af livet - og en støtte til de kræftramte, der kæmper for at blive raske.

Den lokale udgave skydes i gang på lørdag ved middagstid, hvorefter de cirka 1500 deltagere, som er fordelt på 51 hold, i 24 timer vil gå og løbe rundt på Herning Atletikstadion i den gode sags tjeneste.

Arrangementet tager dog sin begyndelse på Torvet i Herning, hvor alle deltagerne i samlet flok vil gå til Herning Atletikstadion, hvor formand for den lokale udgave af Stafet For Livet, Kenneth Mikkelsen, vil holde velkomsttale.

Når selve stafetten skydes i gang, er det med de såkaldte fightere forrest. En fighter er en person, som har kræft eller har haft kræft, og de er æresgæster ved Stafet for Livet. Til weekendens stafet har 86 fightere meldt deres ankomst.

Undervejs i stafetten kan man opleve forskellige former for underholdning - blandt andet med en række koncerter, ligesom der vil være forskellige aktiviteter i børneteltet. Les Mills, som er et træningshold i DGI Huset Herning, vil både lørdag og søndag arrangere fælles træningsseancer.

Et af højdepunkterne ved stafetten er dog lysceremonien, der finder sted lørdag aften. Når mørket er faldet på, stopper stafetten for en stund, så alle har mulighed for at tænde et levende lys i en lyspose for at støtte eller mindes en person, der lige nu kæmper mod kræft - eller som mistede livet til kræft. Lyset skal symbolisere håb om, at kræft en dag kan bekæmpes. Under ceremonien vil der være et minuts stilhed til ære og minde, der giver plads til eftertanke og fordybelse.

Herefter sættes stafetten i gang igen, og den fortsætter frem til søndag middag, hvor den afsluttende runde finder sted - endnu en gang med fighterne i front.

Stafet For Livet er en verdensomspændende begivenhed, der blev startet i USA i 1985 af kræftlægen Gordon Klatt. Hvert år deltager millioner af mennesker i den gode sags tjeneste. Begivenheden begyndte i Danmark i 2006 som et enkelt forsøgsprojekt og har siden vokset sig større og større, og siden 2013 har Herning været en del af stafetten. Med over 85.000 frivillige på landsplan er Stafet For Livet Kræftens Bekæmpelses største frivillig-aktivitet.

Læs mere side 26-27