Familien kan gå til spejder sammen

KFUM-spejderne i Snejbjerg tilbyder som noget nyt, at familien kan gå til spejder sammen

natur På søndag 26. august kan alle naturglade familiemedlemmer for første gang tage sammen til spejder hos KFUM-spejderne i Snejbjerg, som har startet familiespejder. Familiespejder består af familier med børn på tre til seks år, hvilket vil sige, at det er et initiativ for både børn og voksne. Gennem aktiviteter for børn og voksne er det en fælles oplevelser for hele familien.

- Man kan få nogle gode oplevelser sammen med sine børn og i fællesskab med andre familier. Man kan få nye og anderledes oplevelser, end når man selv tager en tur i skoven. Det kan være, at vi kigger lidt ekstra på skovbunden eller kigger nærmere på søen, siger Marlene Damgaard, som fik idéen til at starte familiespejder op, efter flere familier havde spurgt, om det kunne være en mulighed for hele familien at gå til spejder sammen.

Tre aktive timer
Familiespejder giver mulighed for blandt andet at lave bål, bage snobrød, bygge huler, klatrer i træer og finde spor i skoven. Hvis man har lyst til at prøve kræfter med nogle af spejderlivets mange aktiviteter med udgangspunkt i familiens trygge rammer, er man velkommen til opstart på søndag klokken 10.00 til 13.00. Det eneste krav er, at der er et barn mellem tre og seks år. Det er ikke afgørende, om der er tale om far-mor-barn familie i traditionel forstand. Enlige forældre, bedsteforældre eller helt andre voksne, som »låner« et barn er også velkomne. Det væsentlige er, at børn og voksne oplever naturen og friluftslivet sammen. Der er selvfølgelig også plads til, at ældre søskende kan komme med. Herefter er planen, at familiespejderne mødes en gang i måneden. Det koster 500 kroner om året per familie. Hvis nogen har lyst til at prøve det af og komme med første gang, er man meget velkommen.