Foto: Colourbox

Fire udenlandske mænd sigtet for butikstyveri

Georgiske asylsøgere anholdt på Dæmningen

HERNING Fire mænd i alderen fra 19 til 56 år blev i går anholdt og sigtet for butikstyveri fra Aldi på Dæmningen.

Klokken 11.58 kom mændene ind i butikken, og den ene fik stjålet to-tre kartoner cigaretter, og derefter løb han fra stedet.

Personalet blev opmærksomme på manden og fik fat i hans taske, der blandt andet indeholdt pas samt kontanter.

To af de andre mænd var fortsat i butikken, og de blev holdt tilbage, til politiet kom frem.

En patrulje runderede i området ved Dæmningen, og det lykkedes at finde cigaretterne, som var smidt væk af gerningsmanden.

På et tidspunkt kom den fjerde mand for at hente cigaretterne, og derfor blev han anholdt og sigtet for tyveriet.

Den person, som politiet anser som gerningsmanden til tyveriet i butikken, dukkede også op, og han blev løbet ind af en af betjentene.

Dermed havde politiet fat i alle fire formodede gerningsmænd. De er georgiske statsborgere og tre af dem har søgt om asyl i Danmark.

De er foreløbigt fængslet i tre gange 24 timer, og politiet arbejder på at få dem administrativt udvist af Danmark, og hvis de bliver kendt skyldige, står de også til en bøde.