Ny målmand: Velkendt ansigt vender tilbage til FCM

Jørn Just Kristensen 

Mikkel Andersen har skrevet en treårig kontrakt med de danske mestre

FODBOLD Efter bare et års fravær er Mikkel Andersen tilbage i FC Midtjylland.

Den 29-årige målmand er hentet til heden til rollen som reservekeeper bag Jesper Hansen. FCM har jagtet et supplement til sit ubestridte førstevalg, siden amerikanske Bill Hamid i sidste uge blev udlejet til D.C. United i Major League Soccer (MLS). Nu har FCM skrevet kontrakt med Mikkel Andersen frem til sommeren 2021.

- FCM har aldrig forladt mig, og jeg mærker en stor iver efter at komme i gang, siger Mikkel Andersen i en pressemeddelelse.

Den 196 centimeter høje målmand har det seneste år vogtet målet i Lyngby, som nu spiller i 1. division efter nedrykningen fra Superligaen i sidste sæson.

Inden da havde han to sæsoner i FC Midtjylland, hvor han var lidt af en fanfavorit både i kraft af sin stil og personlighed og fine præstationer på banen. Og så skader det nok heller ikke, at han reddede et straffespark på udebane mod arvefjenden Viborg.

I FC Midtjylland ser sportschef Svend Graversen frem til at byde den vellidte keeper tilbage. Andersens kvaliteter - både menneskeligt og målmandsmæssigt - er velkendte.

- Vi er glade for at hente Mikkel tilbage, for han kender klubben, miljøet og hele vores set up, så vi er meget trygge, siger Svend Graversen.

- Mikkel har tidligere sat et markant og flot aftryk i klubben, så det bliver rart at byde ham velkommen tilbage, siger FCM-sportschefen.

Mikkel Andersen tiltræder med øjeblikkelig virkning.