Ugens visit: »Sund hud er livskvalitet«

Mathilde Bach callesen 

VELVæRE Roligt musik fylder rummet hos Stines Hudpleje, hvor klinikkens mange produkter står snorlige på hylderne. I et lidt afskærmet område længere inde i klinikken kan kunderne slå sig ned i et lounge-område, hvor de kan snuppe sig et glas vand eller en kop urtete. Teen, der er på bordet denne eftermiddag, da Herning Bladet kigger forbi, kan afhjælpe mørke rander under øjnene og eksem. Teen vender vi tilbage til.

- Der skal være roligt her, og vi sørger for, at vi ikke står for mange behandlere ved disken. For mange af kunderne er det et frikvarter at komme her. Så selvfølgelig vil vi gerne forkæle dem, siger Stine Dahl, der er indehaver af hudplejeklinikken i Grønnegade.

Hos hudplejeklinikken, som forleden fyldte 13 år, har personalet stort fokus på, at kunderne går derfra med mere end blot en behandling. Derfor får alle nye kunder en hudanalyse, inden klinikkens kosmetologer eller sygeplejersker går i gang med den rette behandling.

- Kunderne skal komme hjem med en ny viden om deres hud, derfor giver vi dem en forståelse for hudproblemet, og vi vejleder dem i, hvad de kan gøre for at afhjælpe problemet, siger Stine Dahl.

Som en del af hudanalysen er der en forventningsafstemning mellem kunden og behandleren, hvorefter behandleren forklarer, hvorfor ens hud opfører sig, som den gør - om det er så omhandler akne, rødme eller eksem.

- Det er vigtigt, at jeg ved, hvad kunden forventer af behandlingen. På den måde kan jeg hjælpe bedst muligt, siger indehaveren.

Erfaren klinik med på det nyeste
Med mere end 10 år på bagen er klinikken fyldt med erfaring og viden på området. Desuden sørger indehaveren for, at klinikken er innovativ og med på de nyeste produkter og behandlinger på markedet.

- Lige for tiden er der stort fokus på de rene produkter og bæredygtighed. Før brugte vi næsten udelukkende produkter med frugtsyre, men nu har vi fundet ud af, at det er godt at have både de naturlige, biodynamiske produkter og produkter med frugtsyre. Det er en god kombination at have i klinikken, siger hun.

Livskvalitet og lange åbningstider
Øverst på hylden står for tiden urtete med forskellig smag, som muligvis kan afhjælpe appelsinhud, akne eller svedeture. Urterne, der spænder fra citronmelisse til rosmarin, kommer fra en dansk urtegård. Også behandlinger, hvor urterne spiller en central rolle, er blevet populære. En af de nyeste behandlinger hos hudplejeklinikken er den såkaldte »Schrammek-behandling«.

- Det er en dybere urtepeeling, som går ind og hjælper mod blandt andet strækmærker, dybe rynker og ar efter akne. Det er en rigtig efterårsbehandling, fordi man ikke må gå ud i solen bagefter, siger Stine Dahl, der blev uddannet kosmetolog for 18 år siden, og som er ekspert i ansigtsbehandlinger med speciale i hudsygdomme.

Selvom der er stort fokus på behandlinger, som afhjælper deciderede hudproblemer, er der selvfølgelig også plads til velvære-behandlinger, forsikrer indehaveren. Alle behandlinger foregår i behandlingsrum med dæmpet belysning og afslappende musik. Ligegyldigt hvad kunden ønsker at opnå med behandlingen, har Stines Hudpleje stort fokus på at opnå resultater.

- Vores motto er »sund hud er livskvalitet«, og jeg bliver simpelthen så glad, når man afhjælper en kunde med et hudproblem, siger hun og fortsætter:

- Hos os skal alle have tid og mulighed for at få en behandling. Vi har derfor lavet halvtimes behandlinger, så man lige kan nå en behandling i frokostpausen eller om morgenen, inden man skal på arbejde. Desuden har vi lange åbningstider, så kunder har mulighed for at komme både før og efter arbejde, siger Stine Dahl, som byder på et glas urtete med kamillesmag, inden Herning Bladet forlader butikken.